En kulturpolitisk tidsalder kommer ikke af sig selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi diskuterer ofte kulturpolitik, som om det først og fremmest handler om tilskud, institutioner og adgang til kulturoplevelser. Men måske står vi netop nu i en situation, hvor vi skal stille et langt større spørgsmål: Hvilken rolle skal kulturen spille i det samfund, vi er på vej ind i? Det spørgsmål bliver centralt, når kulturlivet i Aarhus sammen med Aarhus Kommune, Aarhus Universitet og Dansk Erhverv den 10. november samler ca. 200 aktører under overskriften ”Fremtidens Kultur”.

Historien viser, at kulturpolitikken aldrig har udviklet sig uafhængigt af de store samfundsforandringer. Efter Grundloven og nederlaget i 1864 blev dannelse, sprog og national identitet centrale omdrejningspunkter for det moderne Danmark. Senere, efter to verdenskrige, blev kulturen en vigtig del af opbygningen af velfærdsstaten med oplysning, livsforståelse og adgang til kunst og kultur som bærende idealer.

Endelig blev disse idelaer fra slutningen af 1970’erne og ind i 1980’erne gradvist suppleret af en stærkere vægt på økonomi, effektivitet og deltagelse. Kulturens værdi skulle i stigende grad også kunne begrundes med dens nytte for samfundet. Pointen er, at når vores samfundsmodel forandrer sig, forandrer vores forestilling om kulturpolitikkens opgave sig også.

Og måske står vi over for endnu et skifte?

Tiden med coronanedlukninger, krigen i Ukraine, den geopolitiske rivalisering mellem USA, Kina og Europa og den hastige teknologiske udvikling har på få år forandret vores forestilling om verden. Globaliseringen er ikke forsvundet, men den har ændret karakter. Danmark og Europa skal i stigende grad finde deres egne ben, både økonomisk, sikkerhedspolitisk og kulturelt.

Det stiller nye krav til vores kulturpolitik. For hvis Europa skal stå stærkere, er det ikke tilstrækkeligt at kunne producere mere, handle hurtigere og udvikle ny teknologi. Vi skal også vide, hvem vi er, hvad vi står for, og hvordan vi forstår de mennesker og samfund, vi deler verden med. Derfor bliver kulturel modstandskraft også et udtryk for vores evne som samfund til at bevare vores sammenhængskraft, institutionelle funktion og værdimæssige orientering, når vi udsættes for kriser og global uro.

Her har kunsten og kulturen en betydning, som rækker langt ud over kulturlivets egne institutioner. Den former vores fællesskaber, giver os historisk bevidsthed og hjælper os med at forstå andre perspektiver. Men kulturen er også en kreativ og innovativ kraft, der skaber nye idéer, udfordrer vanetænkning og bidrager til udviklingen af vores byer, erhvervsliv, uddannelser og samfund – ikke mindst i en tid præget af teknologiske forandringer. Og samtidig er kunsten og kulturen et vigtigt frirum, hvor vi ikke skal præstere eller optimere, men kan opleve, undres og lade os inspirere.

Det kræver overskud at kunne give noget videre. Og et kulturliv med overskud handler derfor både om stærke økonomiske rammer og om et samfund med dybe menneskelige og kulturelle forståelser.

Men overskud og kulturforståelse kommer ikke af sig selv. Det skal udvikles, udfordres og gives videre.

Det sker i kulturlivet, i erhvervslivet og gennem vores uddannelser – ikke mindst på universiteterne, hvor studerende arbejder med historie, samfund, kunst og andre kulturer. De bringer indsigt, kritisk dømmekraft og evnen til at forstå andre perspektiver med ud i virksomheder, organisationer og det offentlige. Kompetencer, der bliver stadig vigtigere i en verden, hvor teknologien kan oversætte og formulere, men ikke nødvendigvis forstå mennesker.

Her skal vi alle, og særligt de, der påvirker prioriteringer og træffer beslutninger, huske en vigtig lære. Vi har gennem årtier nedprioriteret dele af sprog- og kulturforståelsesområdet, men oplever nu, at virksomheder efterspørger mennesker, der kan tysk og fransk, og som ikke blot behersker sprogene, men også forstår de markeder og kulturer, vi skal samarbejde med. Vi må ikke gentage den fejl at betragte kulturel indsigt og humanistiske kompetencer som noget, vi sagtens kan undvære, indtil vi pludselig får brug for dem.

Det er ikke et argument for, at kultur alene skal måles på sin økonomiske nytte. Tværtimod. Men det er et argument for at se kultur, uddannelse og erhvervsliv i en større sammenhæng. Samtidig er det en samtale, der skal række langt ud over Aarhus.

Med regeringsgrundlaget står vi foran arbejdet med en kulturpolitisk vision frem mod 2040. Det giver en mulighed for at tænke mere ambitiøst end de traditionelle diskussioner om bevillinger og rammevilkår. Vi skal naturligvis fortsat skabe bedre betingelser for et stærkt og selvstændigt kulturliv. Men vi skal også huske at diskutere, hvilken betydning kulturen skal have for det Danmark og Europa, vi ønsker at forme. Og hvordan kulturpolitikken konkret skal afspejle dette.

Det er baggrunden for, at vi samler aktører i Aarhus på tværs af kultur, erhverv, kommune og uddannelse. Ikke for at præsentere færdige svar, men for at undersøge, hvilke spørgsmål vi bør stille, og hvordan vi sammen kan skabe rammerne for fremtidens kulturudfoldelse.

Det er et lokalt initiativ med en langt større ambition. For kulturens fremtid er hverken et spørgsmål, der kan eller skal besvares i Aarhus alene. Vi håber, at samtalen bliver taget op mange andre steder i landet, og at endnu flere vil engagere sig i, hvilken rolle kulturen skal spille i de kommende årtier.

Med Fremtidens Kultur har Aarhus Universitet, Dansk Erhverv og Aarhus Kommune sammen med en bred kreds af kulturaktører taget hul på samtalen om kulturens rolle i fremtidens samfund. Og samtalen fortsætter. Aarhus Kommune vil i løbet af det næste halve år invitere til en række samtalesaloner om kulturens betydning i et 50-årigt perspektiv.

Måske er vi på vej ind i en ny kulturpolitisk tidsalder. Men den opstår ikke af sig selv. Den skal formes af dem, der tør tage samtalen og omsætte den til handling. Og vi skal vove at tænke langt.