En hjerneblødning tog min gangfunktion. Systemet tog min chance for at få den tilbage

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hver eneste morgen vågner jeg op til den samme virkelighed. Jeg sidder i en kørestol i min stue i Grenaa, og dagene smelter sammen. Det eneste, jeg inderst inde beder om, er en ærlig chance for at træne min krop, så jeg kan genvinde min gangfunktion og få mit liv tilbage. Jeg vil bare have lov til at få sved på panden og kæmpe for at stå på mine egne ben.

Når man har siddet isoleret i fem år og set sit liv passere forbi udefra, sker der noget med ens sind. Man når et punkt, hvor man har mistet så meget, at der simpelthen ikke er mere at tabe. Og det er præcis der, min største styrke ligger. Fordi jeg intet har at tabe, giver jeg aldrig op. Min fighterild slukkes ikke, uanset hvor modløst det ser ud, og uanset hvor tavst og koldt systemet føles.

Jeg kæmper ikke for sjov. Jeg kæmper som far. Jeg gør det her for mine børn. Det burde ikke være en uoverstigelig kamp blot at få lov til at træne sig selv op efter en hjerneblødning. Jeg håber, at offentligheden og mine medborgere i Norddjurs vil lytte til den rå sandhed. Jeg beder ikke om medlidenhed, men jeg beder om, at man forstår den dybe uretfærdighed i, at et menneske skal lades så fuldstændig i stikken. Kampen fortsætter, for jeg stopper aldrig.