Hvorfor er det så vigtigt at stå og flagre med et romerlys i hånden i 30 sekunder?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi havde sådan set aftalt et nyt format, redaktøren og jeg, med nye vinkler og et lidt anderledes visuelt set up.

Men det må vente, for årets kioskbasker skal rundes ordentligt af. Og det ville være tæt på pligtforsømmelse, hvis ikke fortællingen om en rigmandssøn, en storsponsor, noget fyrværkeri og et rundforvirret Samlet For Aarhus (SFA) skulle udfoldes i disse spalter.

Inden vi kommer til den del, skal vi lige servicemeddele, at der ved årets generalforsamling forrige uge absolut intet spændende var at berette om, udover at der stadig er styr på den kommercielle og økonomiske del af AGF. Vigtigt, selvfølgelig, men simpelthen for kedeligt og ikke noget, vi her gider at skrive om.

Til gengæld var der drøn på drengen i kampen mod Viborg. På Vejlby Stadion katapulterede årets måske mest omdiskuterede AGF-historie. Det betød, at hverken Emmerys shitpinger af en scoring eller Jacob Andersens helt igennem vidunderlige kamp fik den omtale, det ellers havde fortjent.

I stedet blev det den fuldstændig uventede og helt-ude-i-hampen-tænkte-aktion fra fangruppen SFA, der kaprede overskrifterne. En aktion, der i timerne og dagene efter blev dissekeret, kommenteret og forsøgt forklaret og som altså betyder, at klummen i dag ligner et indlæg i sladderprogrammet ”Det, vi taler om”.

Det drejede sig kort sagt om en fejlvurderet fanaktion, som ingen, udover de involverede, bakkede op om, men som heldigvis efter to dage fik SFA til at foretage et tilbagetog og levere en velformuleret?!? undskyldning – hjulpet godt på vej af ChatGpt, eller hvad de nu havde brugt. Uanset, respekt herfra, og det skabte en smule ro, men ikke en afslutning.

Tilbagetoget var den eneste mulige udvej for SFA. De havde malet sig op i et hjørne, hvor pladsen må ha’ været trang og klaustrofobisk. Og havde man haft muligheden for at være fluen på væggen i de dage, ville man helt sikkert kunne have fundet inspiration til næste års pensum på konfliktløsningsmodulet på lederuddannelsen.

At få talt SFA Aarhus til orden og enighed er dælendyteme lidt af en kraftpræstation. Millimeter fra døden var de, og efter to dage i kunstig koma og respirator også meget tæt på at blive kørt til kapellet på Vestre Kirkegaard. Forløbet burde i øvrigt få Venstres hovedbestyrelse til at kaste samtlige kampagnekroner efter SFA og især efter den person, der har ledet tilbagetoget. Ikke for at købe sig til en plads på stemningsafsnittet, men fordi der hos SFA må være et medlem med enorme evner og en endnu større pædagogisk tæft. Noget Venstre i den grad har brug for i disse uger.

Havde SFA i de dage smuldret og faldet helt fra hinanden, ville det for mange AGF-fans ikke ha’ været verdens undergang. Flere og flere har de seneste år haft svært ved at forstå dele af deres ageren. Det bliver indimellem, på både tribuner og under fanmarch, lidt for meget arrogance, silverback-attitude og ”det-er-os-der-bestemmer-her”. Det er for åndsvagt – det er deres egne, de går og står ved siden af.

Men det, der har undret de fleste, handler selvfølgelig om den støtte, SFA viste til ham, der var grunden til hele miseren og som, trods sin (påståede) enorme kærlighed til AGF, befinder sig langt fra Vejlby – nemlig i København. Og ja, ja, jeg ved godt, at mange vil sige, han ikke er en del af SFA. Andre siger det modsatte.

Hvorom alting er, så må der være en eller anden form for forbindelse, ellers havde protesten søndag vel for fanden ikke været så massiv og med en klokkeklar hyldest og henvisning til farfaren, Mogens Boyter.

Boyter-barnebarnet troede i første omgang, at hans arrogante og privilegieblinde Facebookkommentar ville blive opfattet som cool. Bedøm selv:

”Hvad mener du klubben bliver straffet, altså mener du bøderne. Jeg overfører til AGF for hver sæson et beløb, der svarer til, hvad GF samlet får i pyrobøder på en sæson. Og det er der blevet gennem mange sæsoner. Så GF har faktisk ikke en omkostning. Ellers forsvinder mit fast konto overførsel bare, hvis klubben vil bekæmpe pyro mere end allerede i dag.

Så det argument med klubben bliver straffet med bøder, kan heller ikke rigtig bruges. Fordi klubben er dækket ind.”

Facebook-opslag 19. oktober.

Rimelig offensiv udmelding og hvad der lige lå bag, ved kun han selv, men havde han læst side 1 i Vejlby-manualen, havde han aldrig gjort det: Har du penge, så lad for Guds skyld være med at flashe dem og det, de kan. Det er dumt, det er pinligt og i fodboldkredse nærmest helligbrøde.

At han så alligevel gjorde det må være fordi, hans situationsfornemmelse har været gemt og glemt et eller andet sted mellem et liv i tårnhøj forkælelse og et set-up, hvor kastanjerne altid er blev reddet ud af ilden.

Det blev kastanjerne ikke denne gang. Og det fik den konsekvens, at både fars firma og AGF blev smidt ind under bussen. AGF gled hurtigt videre, men fars firma ligger der vel stadig? I to uger har han til gengæld haft muligheden for at agere Falck-redder for far, men tiden er blevet for lang, tålmodigheden udløbet, og jeg tror Boyter-familiens tilbagevenden til AGF kommer til at tage lidt længere tid end forventet.

At AGF slap uden en eneste skramme var ikke tilfældigt. Både bestyrelse og direktion kommunikerede og handlede hurtigt og rigtigt og uden så meget pis og palaver. Bam!

Og selv om det med garanti ikke har været nemt – slet ikke for Fournais – så hverken vaklede eller tøvede han og lod sig heller ikke diktere af et millionhøjt bestyrelseshonorar hos WindowMaster. Det er rock’n’roll og Vejlbystil og sgu en handling, der honorerer en velkendt, men ikke altid efterfulgt værdi: Ingen over klubben.

Søndag kan SFA slå kærligt tilbage, så både Fournais, Nielsen og resten af Vejlby kan mærke, se og høre, at alle er klar igen. Om det er efterfulgt af pyro må blive dagens ubekendte. Men skulle det ryge og fyge og lyse over Vejlby i morgen, så klarer vi også det – især hvis der på den tilhørende tifo står: ”Send flere penge, Boyter.”

Apropos pyro (romerlys er et bedre ord), hvorfor er det så vigtigt at stå og flagre med et romerlys i hånden i 30 sekunder? Det virker efterhånden, som om pyro er den vigtigste § i fanvedtægterne og det egentlige opdrag for SFA-sektionen.

Men hallo. Hvis romerlys endelig skal i brug, kræver det store stadions med løbebaner og masser af plads, som for eksempel Roms olympiske eller det gamle Comunale i Torino. Der ser det nemlig ud af noget. På små, hyggelige danske stadions er det uendeligt ligegyldigt – som det var, da mine børn var små og viftede med stjernekastere i december måned. Lidt hyggeligt, jo, men i bund og grund kedeligt.

At det også er ulovligt, er lige meget for mig; Jeg foragter det, fordi jeg mestendels bekender mig til en engelsk fankultur, hvor man synger sig til opmærksomhed.

Søndag klokken 14 kommer Horsens til Vejlby. De kommer forbi med en fansektion på størrelse med elevrådet på deres lokale Stensballeskole – ikke frygtindgydende, men det skulle ikke undre, om de har bussen fyldt med heksehyl og romerslag. Vi får se…

KSDH!