Fortsæt til indhold

Skanderborg Kommune er endnu engang på vej til at føre borgerne bag lyset i Mesing

Debat
Joachim ElkjærSelvstændig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Kommune har fjernvarme i Mesing på dagsordenen 4. november. Her ønsker kommunen at principgodkende fjernvarmeprojektet og først derefter sende det i fire ugers offentlig høring. Men hvorfor skal borgerne først høres, når kommunen allerede har taget det første skridt mod en godkendelse?

Det mest opsigtsvækkende er, at projektets økonomi og CO2-besparelser bygger på forventninger om borgernes tilslutning – uden at det fremgår, at borgerne først er blevet spurgt, om de overhovedet ønsker fjernvarme.

Projektforslaget regner med 70 tilslutninger ud af 112 ejendomme. Men hvor kommer det tal fra? Er det baseret på konkrete tilsagn, eller er det blot en forventning på papiret?

Samtidig understreger kommunen, at det er helt frivilligt for den enkelte boligejer at tilslutte sig. Det hænger dårligt sammen med, at projektets økonomi er afhængig af, at tilstrækkeligt mange borgere siger ja.

Alligevel præsenteres projektet med økonomiske gevinster og forventede fordele, mens det helt grundlæggende spørgsmål står ubesvaret: Har nogen overhovedet undersøgt, om borgerne ønsker projektet?

Det er ikke reel borgerinddragelse at præsentere borgerne for et projekt, der allerede er principgodkendt. Borgerne skal høres, før beslutningerne reelt er truffet – ikke bagefter.

Skanderborg Kommune burde efterhånden have en dårlig smag i munden. For endnu engang er der alvorlig risiko for, at forventninger bliver fremstillet som fakta, og at borgerne først får reel indflydelse, når retningen allerede er lagt.

Vores tillid til kommunen er væk. Vi ønsker ikke flere beregninger baseret på tilslutninger, som ingen har spurgt borgerne i Mesing om, eller et projekt, der risikerer at blive trukket ned over hovedet på os.