Har vi modet til de helt store beslutninger?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forestil dig Aarhus om 30 år. En by med langt flere indbyggere, flere virksomheder, flere arbejdspladser og et helt andet behov for at komme rundt. En by, der nærmer sig den størrelse, København havde, da man besluttede at bygge metroen. Hvordan kommer vi fra den ene ende af byen til den anden? Hvordan kommer vi til København, resten af Danmark og ud i verden? Og hvordan sikrer vi, at Aarhus fortsat er en attraktiv by at bo og drive virksomhed i?

Det er spørgsmål, vi bør stille os selv allerede nu. For de store beslutninger, der skal forme Aarhus om 30 år, skal i mange tilfælde træffes længe før, vi for alvor mærker behovet.

Men har vi modet til det?

Det er jeg ikke altid sikker på.

For noget af det vanskeligste i politik er at træffe beslutninger, hvor omkostningerne og modstanden kommer nu, mens gevinsterne først viser sig mange år senere. Og hvor dem, der protesterer, ofte fylder langt mere end dem, der i sidste ende får glæde af beslutningen.

Det er et interessant demokratisk paradoks.

Når store projekter bliver præsenteret, melder modstanderne sig hurtigt. De organiserer sig, skriver læserbreve, opretter Facebookgrupper og møder op til borgermøder. Ofte med både gode og relevante argumenter. For store beslutninger har konsekvenser. For naboer, natur, økonomi og vores fælles omgivelser. Og selvfølgelig skal de udfordres og diskuteres.

Men dem, der på længere sigt får glæde af projekterne, er sjældent lige så engagerede.

For hvorfor skulle man bruge sin tirsdag aften på et borgermøde om en forbindelse, man måske først får glæde af om 20 år? Hvorfor engagere sig i en havneudvidelse, hvis man ikke selv arbejder på havnen? Eller i en ny trafikløsning, hvis man endnu ikke oplever behovet?

Det er lettere at mobilisere mennesker imod noget konkret end for en fremtidig mulighed.

Og derfor risikerer vi, at den mest højlydte modstand kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i den politiske debat. Ikke nødvendigvis fordi modstanderne repræsenterer flertallet, men fordi det store flertal ofte forholder sig tavst.

Det er værd at huske, at antallet af deltagere på et borgermøde ikke nødvendigvis siger noget om, hvad hele byen mener.

Heldigvis har tidligere generationer haft modet til at træffe store beslutninger.

Tænk på Storebæltsbroen. I dag er det næsten umuligt at forestille sig Danmark uden den faste forbindelse mellem landsdelene. Den har ændret vores måde at rejse, arbejde og drive virksomhed på. Men beslutningen var bestemt ikke uden modstand. Økonomien, miljøet og behovet blev diskuteret heftigt.

Eller tænk på frilægningen af Aarhus Å. I dag er åen og området omkring den en af byens største kvaliteter. Et naturligt samlingspunkt for aarhusianere og besøgende. Et sted, hvor handel, restauranter, kultur og byliv mødes. Men da man besluttede at grave den gamle å frem igen, var det heller ikke alle, der kunne se idéen.

Og hvad med Aros? Et ambitiøst kulturprojekt, som i dag er et af Aarhus’ stærkeste internationale vartegn. Et museum, der har været med til at ændre byens identitet og tiltrækningskraft.

Fælles for dem er, at nogen turde tænke længere end den aktuelle debat. Nogen turde investere i noget, der først for alvor ville vise sin værdi senere.

Det betyder naturligvis ikke, at alle store projekter er gode. Eller at modstanderne altid tager fejl. Store beslutninger kan også være store fejltagelser. Derfor skal vi have grundige analyser, ordentlige processer og en åben debat.

Men vi skal passe på, at ønsket om at undgå fejl ikke ender med at forhindre os i at gøre det rigtige.

For risikoen ved ikke at beslutte noget er også reel.

Og her synes jeg, at Aarhus står ved en skillevej.

Vi er en by i vækst. En by, der tiltrækker studerende, virksomheder, internationale medarbejdere og nye borgere. En by, der har potentiale til at spille en langt større rolle som vækstmotor for hele Vestdanmark.

Men væksten kommer ikke uden udfordringer. Tværtimod.

Vi kan allerede mærke presset på infrastrukturen. Og det bliver ikke mindre i de kommende årtier. Derfor er det heller ikke nok at diskutere, hvordan vi løser morgendagens trafikproblemer med lidt flere busser, justerede vejkryds eller endnu en mindre udvidelse af vejnettet.

Vi er nødt til at tænke langt større.

Hvis Aarhus om 30 år nærmer sig den størrelse, København havde, da man besluttede metroen, hvorfor tænker vi så ikke allerede nu i tilsvarende store og langsigtede løsninger? Ikke nødvendigvis en kopi af Københavns metro, men en samlet vision for, hvordan et langt større Aarhus skal hænge sammen.

Og tør vi tage diskussionen om en fast forbindelse over Kattegat alvorligt? En forbindelse, der fundamentalt kan ændre Danmarkskortet og knytte Øst- og Vestdanmark langt tættere sammen. Ikke bare som et trafikprojekt, men som en investering i et Danmark med flere stærke vækstcentre.

Eller havneudvidelsen i Aarhus. En beslutning, der handlede om langt mere end nogle ekstra meter kaj. Den handlede om erhvervslivets fremtidige muligheder, international handel og Aarhus’ position som en vigtig erhvervs- og transportby. Men også om miljø, natur og byens udvikling. Hensyn, der skal tages alvorligt, uden at vi mister blikket for det langsigtede behov.

Det er ikke små beslutninger. Og det skal de heller ikke være.

For hvis vi vil have en storby, der fungerer om 30 eller 50 år, er vi nødt til at træffe beslutninger, der rækker langt ud over den næste valgperiode.

Her har vores folkevalgte et særligt ansvar.

Demokrati handler om at lytte til og inddrage borgerne. Men også om at tage ansvar og træffe beslutninger. Et byråd er ikke valgt til alene at administrere den aktuelle folkestemning. Det er valgt til at sikre kommunens udvikling – også på vegne af kommende generationer.

Derfor har jeg en klar opfordring til Aarhus’ politikere.

Løft blikket fra den næste budgetaftale. Sæt jer sammen om en ambitiøs vision for Aarhus i 2050 og 2060. Ikke endnu en plan med flotte ord, men en reel prioritering af de store investeringer, der skal forme byen.

Beslut, hvordan fremtidens Aarhus skal hænge sammen. Få de langsigtede infrastrukturløsninger undersøgt og prioriteret. Kæmp for de nationale investeringer, der kan styrke Aarhus og Vestdanmark. Og skab brede politiske aftaler, der kan holde længere end en enkelt valgperiode.

Det kræver politisk mod. Men det kræver også, at erhvervslivet, organisationerne og de mange aarhusianere, der ønsker udvikling, engagerer sig. Ikke kun, når vi er imod noget, men også når vi er for noget.

Tidligere generationer traf de beslutninger, vi nyder godt af i dag. Nu er det vores tur til at tage ansvar for det Aarhus, der skal være her om 30 og 50 år.

For det største svigt over for fremtidens Aarhus vil ikke nødvendigvis være at træffe en forkert beslutning.

Det vil være at undlade at træffe de nødvendige beslutninger, fordi vi ikke turde.