Det neuro-divergente juletræ søges
Et juletræ er bare et træ, som alle de andre træer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg opfordrer alle kirker til at samle sig i en stor ”hær”, som alle søger efter det mest såkaldt uperfekte juletræ.
Der er mange af dem, og de er alle sammen helt unikke, særlige og ikke specielt bark-typiske. Deres grene stritter, og toppen er altid skæv. Deres opvækst har hæmmet dem, for de andre træer har fyldt for meget. De andre har fået lyset, suget næringen fra jorden op i træmarven og været fuldstændig ligeglade med det uperfekte juletræ.
Det udefrakommende tryk og pres, har skabt træer med smalle skuldre og ingen frakkeskøder af grønne grene.
Andre har indimellem haft en god sæson, som har givet god vækst i den ene side og så næste år lidt i den anden side. Det ligner sideskilninger, der skifter med moden for sideskilninger. Et træ, der ikke helt kan blive enig med sig selv, men som under de givne omstændigheder må lære at leve med dem; altså alle de andre træer med tilhørende omstændigheder.
Det uperfekte juletræ er helt klart det mest perfekte, for det kan minde os om – mens vi går rundt om det – at vi er alle lige uperfekte. Et neuro-divergent træ er kommet samme sted fra som alle andre træer. Det er startet med et frø, og så har det spiret. I sig har det som alle andre DNA til at blive et træ.
Ordet neuro-typisk er et forsøg på at beskrive et menneske, nemlig som et ord for ”oftest forekommende” eller måske endda normal/almindelig. Men det dækker ikke som en betegnelse for et menneske.
Det er et forsøg på et udtryk i det neutrale spektrum, og jeg tror ikke, at det har en fremtid for sig som et meget brugt ord blandt folk. Alle mennesker kommer samme sted fra. Det er startet med sæd og æg, så er det vokset. I sig har det lille barn DNA til at blive et menneske. Der er vel ikke så meget mere at skrive.
Det mest attraktive juletræ for alle kirker bør være det såkaldt uperfekte juletræ, for i kirken er alle træer velkomne; ligesom det såkaldt almindelige menneske også er velkomment.
Det er bare et træ som alle de andre træer. Det er bare et menneske som alle andre mennesker.