Fortsæt til indhold

Winnerskjolds regnskabssminke og lufthavnsbortforklaringer

Debat
Viggo JonasenTidl. byrådsmedlem for Enhedslisten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus Kommune har lånt A/S Aarhus Airport 200 millioner kroner og givet rentehenstand for 90 millioner kroner.

Nu har byrådet eftergivet lufthavnen gælden – det kaldes “konverteret gælden på 290 mio kr til aktiekapital”. Borgmester Winnerskjold konstaterer klarsynet, at pengene er tabt.

Samtidig sælger aktieselskabet bygninger og grunde for 90 millioner kroner til Anders Holch Povlsen. De penge går til at dække det løbende underskud i aktieselskabet, som man jo i årsrapporten for 2025 forventer vil være ca. 55 millioner kroner i 2026.

Det er en løbende tømning af selskabet for værdier – altså selskabstømning.

Borgmesteren forklarer ikke, hvor meget Aarhus Kommunes aktier i lufthavnsselskabet er værd – 90% af det stadig mere tomme selskab.

For nogle år siden fik byrådet en udredning, hvoraf det fremgik, at der kunne blive ligevægt mellem lufthavnens indtægter og udgifter, hvis man nåede op på et passagertal på 1,5 millioner. Har byrådet på den lukkede dagsorden, hvor man bevilgede eftergivelsen af de 290 millioner kroner, fået et aktuelt og optimistisk skøn over, hvor mange ekstra passagerer der nu skal til for at få lufthavnen til at hvile i sig selv?

Mens jeg sad i byrådet, forklarede borgmester Jacob Bundsgaard og Magistraten (inkl. daværende rådmand Anders Winnerskjold), at lånet til aktieselskabet var er helt ordinært kommercielt lån med rentebetaling og afdrag. Og – hvilket er lidt interessant i forhold til EU-sagen om ulovlig selskabsstøtte – at der derfor ikke var tale om erhvervsstøtte og offentligt tilskud til et privat aktieselskab.

Monstro byrådet har betalt advokatfirma Poul Schmidt nogle millioner for at lave et juridisk notat om, at eftergivelsen af de 290 millioner kroner ikke er at betragte som erhvervsstøtte?

Manøvren med først at betegne de 200 millioner kroner som kommercielt forrentet lån, for siden at konvertere gælden til aktiekapital, så de i kommunens regnskab ikke figurerer som driftsudgift, er nærmest regnskabssminke.

Og bortforklaringen om, at bevillingen er fra før hans borgmestertid, klinger hult – Anders Winnerskjold var medlem af Magistraten på beslutningstidspunktet.