Min kone slog sig voldsomt ved fald. Det har kostet dyrt og kunne være undgået

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg og min kone Ella havde en stadeplads på årets Lilleåmarked, hvor hun lørdag 22. august ved 9-tiden faldt og slog sig meget voldsomt.

Lige inden markedet åbnede, skulle hun på toilettet og ville benytte toiletvognen, der stod på græsset. Vognen var ret høj, trinnene op til dørene var meget usikre, der var heller ingen håndtag at holde ved. Ella kom næsten op i vognen, men på grund af manglende gelænder eller lignende til at holde fast i, faldt hun ned på græsset og fik et meget kompliceret benbrud.

Vi ringede efter hjælp, og der ankom en paramediciner, der vurderede, at vi selv kunne fragte min kone til Randers Sygehus, selv om hun havde voldsomme smerter og fire mand derfor knap nok kunne få hende ind i vores søns bil.

Efter uheldet blev toiletvognen sikret noget mere med paller, men dog stadig små trin og langt op til døren. Toiletvognen ved festteltet og tivoli var derimod sikret med palletrappe og gelænder efter en lignende ulykke for to år siden.

Jeg har så efterfølgende henvendt mig til pladsformanden for at høre om, man havde en forsikring, der dækkede sådan et uheld. Jeg mente desuden, at vores pladsbetaling burde refunderes, men ingen af delene var mulige.

Min kone blev indlagt samme dag og opereret både søndag og mandag, fik en skinne på benet og måtte ikke støtte på foden i seks uger.

Hun var indlagt på Randers Sygehus i 11 dage og skulle derefter efter planen vende hjem. Det ville have givet et meget voldsomt arbejde for hjemmehjælpen, både i dagtimerne og om natten, og derfor blev hun tildelt en aflastningsplads på korttidsafdelingen på Solhøj pleje- og genoptræningscenter i Hammel.

Det er et skønt sted med et meget kompetent personale og et meget dygtigt fysioterapeutisk og ergoterapeutiske team, hvor hun var i 35 dage.

Efter hjemkomsten har vi fået hjemmehjælp, og min kone går til genoptræning her i Hadsten, hvor vi bor.

Uheldet på Lilleåmarkedet har været en meget dyr sag for samfundet i form af store regionale og kommunale udgifter på grund af manglende sikkerhed fra arrangørens side. Jeg skriver dog ikke for at angribe markedsledelsen for ikke at have tænkt sikkerhed i forbindelse med toiletvognen.

Mit ærinde er, at man bør tænke sikkerhed ind i alle forhold ved offentlige arrangementer, og at det kan gøres for en brøkdel af prisen, det koster, hvis uheldet er ude. Det ville ikke have kostet arrangørerne meget at sikre toiletvognen med palletrappe og gelænder i forhold til, hvad det har kostet det offentlige at behandle og hjælpe min kone.

Og så har jeg endda helt undlade at omtale de smerter og ubehag, min kone har haft. Det værste er selvfølgelig ikke pengene, men at hun ifølge lægerne på Randers Sygehus måske får forringet førlighed. Uheldet skete for over to måneder siden, og hun sidder stadig i kørestol og får måske ikke bevægeligheden til at fungere som før faldet.

Avisen har forelagt læserbrevet for Lilleåmarkedet, der er kede af, at Leif Gregersens kone faldt og kom til skade. Ledelsen gør samtidig opmærksom på, at toiletvognen var synet og godkendt efter de gældende danske regler, og at det er ens egen fritidsulykkesforsikring, man skal henvende sig til i forhold til eventuel erstatning.