»Da jeg var 18, døde min far pludselig: På hans 100-årsdag holder jeg fest med åbent hus«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En svensk klummeskribent og præst skrev engang en klumme, jeg ofte tænker på. Han fortæller gribende og lattermildt om, hvordan han sammen med sin kone og lille søn vil markere deres døde barns fødselsdag med at besøge hans grav. Og da de står der ved graven, lægger blomster og græder lidt, siger drengen: Skal vi ikke synge ”Ja må han leva”, som er en kendt svensk fødselsdagssang.

Drengens udbrud får smilet frem og klinger af en dyb erkendelse af, at vores døde lever.

I foredragsrækken Sammen om sorgen, der er arrangeret af kollegaer i provstiet, deltog jeg i det foredrag, der fandt sted i Hammel. Det var en smuk og dyb aften med oplæg ved kulturformidler og radiovært på P2 Benedicte Granvig, som med stor musikalitet og lydhørhed laver en podcastserie, der hedder Døde forældres klub, hvor hun samtaler med kendte mennesker om det at miste forældre.

Indledningen til hver podcast lyder, at Døde forældres klub er en klub, som det er helt naturligt at blive medlem af, når man bliver ældre. Afsættet er, at da Granvig mistede sin far, gik det op for hende, at hun nu var med i en klub, som hun ikke før havde skænket en tanke. Hun lytter mere, end hun taler, og gæsterne i klubhuset har musik med, som de forbinder med den eller dem, de har mistet. Og alle får til slut spørgsmålene: ”Hvilke tanker sætter din forælders død i gang i dig i forhold til din egen død?”

Og ”hvis du kunne give din døde forælder en besked, hvad ville du så sige?”

Både musikken og svarene er tankevækkende at lytte til, og jeg kan varmt anbefale disse podcasts.

Selv blev jeg medlem af ”døde forældres klub” for mange år siden, da jeg var 18, og min far pludselig døde. En af hans utallige historier, som han tit fortalte, når snakken faldt på mindesammenkomster efter begravelser, er den om en mand, der til gravøllet havde taget godt for sig og rejste sig, slog på glasset og udbrød ”Skal vi udbringe et leve for Johannes”.

Og når jeg om lidt har forsinket efterårsferie, falder det sammen med 100-årsdagen for min far og hans tvillingebrors fødsel. Så tager jeg en tur på kirkegården, sætter blomster, rammes af savnets vemod. Og så holder jeg en lille fest. Åbent hus i deres barndomshjem, som nu er vores sommerhus. Håber på, at der dukker nogen op, der deler savnet og har ting at sige. Og hvem ved, måske er der én, der udbringer et leve.