Fortsæt til indhold

Retssikkerhed skal også virke, når borgernes indsigelser er politisk ubekvemme

Debat
Dan EnkelundFormand for Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad gør man, når beslutningen om tre 150 meter høje vindmøller træffes i nabokommunen, og ens egen kommunes protest bliver tilsidesat af ministeren?

Efter 13 års konflikt har den daværende minister Signe Munk (SF) ophævet Syddjurs Kommunes indsigelse mod Aarhus’ planer om vindmøller ved Vosnæs. En væsentlig del af belastningen rammer Syddjurs.

Borgerne står i en demokratisk klemme: De politikere, de kan stemme på, bliver underkendt. De politikere, der kan gennemføre projektet, kan de ikke stemme på.

Derfor er ministerens behandling afgørende. Den skal sikre, at nabokommunens indsigelser bliver undersøgt sagligt.

En kommunegrænse må ikke blive en grænse for, hvilke borgeres liv og interesser der tæller.

Vi har sendt et åbent brev til den nye minister, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), og bedt ministeriet genoptage sagen.

Vi mener, at afgørelsen bygger på fejl og efterlader væsentlige indsigelser ubesvarede.

Ministeriet begrunder landskabsvurderingen med højspændingsledninger, herunder set fra Havhuse og Kalø Slotsruin. De omtalte luftledninger er der ikke.

Syddjurs bad om dokumentation for støjen i hele sommerhusområdet Havhuse inden planernes vedtagelse. Afgørelsen forklarer ikke, hvordan det krav er opfyldt.

Afgørelsen henviser til en minimumsafstand på 600 meter. Det dokumenterer ikke, at støjgrænserne overholdes.

En ny rapport fra professor Ken Mattsson beregner støj over grænseværdien ved to punkter i Havhuse. Den er ikke en formel eftervisning efter den danske standardmetode, men kræver faglig undersøgelse. Ministeriet havde ikke rapporten før afgørelsen.

51 ejendomme skal tilbydes en salgsoption – et tilbud om opkøb – som følge af Aarhus’ tre vindmøller. Alle ligger i Syddjurs. Projektet har 28 gange flere salgsoptioner pr. forventet produceret kWh end det næstmest belastede sammenlignelige projekt.

Det er et absurd misforhold mellem en begrænset energigevinst og en enorm belastning af naboer, natur og landskab.

Aarhus vælger placeringen, mens nabokommunens borgere betaler en væsentlig del af prisen.

Heller ikke betydningen af otte omkringliggende fredninger, herunder to udsigtsfredninger, behandles konkret. Vi taler om Kalø Vig og udsigterne mod Mols Bjerge og Kalø Slotsruin.

Dette er blot nogle af problemerne. De mange selvstændige problemer ved netop denne placering gør sagen principiel. Hvis selv dette landskab og denne nabobelastning ikke begrunder et nej, hvor går grænsen så? Borgerne må kunne få at vide, hvilke hensyn der faktisk kan standse et projekt.

Afgørelsen kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed. Men at en afgørelse er endelig, er ikke det samme som ufejlbarlig.

Efter officialprincippet har myndigheden selv ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst.

Folketingets Ombudsmand har i FOB 2013-7 beskrevet, at nye oplysninger, der med en vis sandsynlighed kunne have ændret udfaldet, eller ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl kan medføre pligt til genoptagelse.

Ministeriet for Byer, Landdistrikter og Transport kan derfor ikke afvise genoptagelse alene med henvisning til, at afgørelsen er endelig.

Vi mener, at manglerne og det nye materiale begrunder en fornyet behandling. Karina Lorentzen har været retsordfører og formand for Retsudvalget. Nu har hun ansvaret for, hvordan hendes eget ministerium reagerer, når borgerne påpeger fejl.

Ministerens vurdering skal kunne gå imod egne politiske ønsker.

Hvis udfaldet er givet på forhånd, bliver indsigelsesretten en formalitet, og tilliden til processen forsvinder.

Aarhus Byråd har også stadig et valg. Ministeren har åbnet for planerne, men ikke pålagt kommunen at gennemføre dem. Byrådet skal stå på mål for konsekvenserne.

Vi støtter den grønne omstilling. Netop derfor skal de dårligst placerede projekter kunne fravælges.

Retssikkerhed skal også virke, når borgernes indsigelser er politisk ubekvemme.