Hvem kender du, der er død?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
De sænkede kisten i jorden. En af dem, der bar, havde ikke helt styr på sit tov. Han var hurtigere end de andre, og kisten hældede en anelse på vej ned i hullet. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. Det var svært at høre jorden fra skovlen lande på kisten. Fadervor. Du, som er i himlene. De fleste bad med. Og give dig fred – sluttede præsten. Og så sang vi. Dejlig er jorden.
Det var cirka sådan, det var, da jeg var til begravelse for nylig, og søndagen efter var jeg det igen. For da var det allehelgensdag. Det er på en måde de dødes dag i folkekirken. De døde er selvfølgelig med hele året rundt. Kirkegården ligger der hver dag. Men lige den søndag er der i de fleste kirker en gudstjeneste med tid til at huske vores døde og måske lade os inspirere af dem. Med tid til at høre, at også døde er levende for Gud. Tid til at sige tak for mennesker at leve med. Tid til at lægge blomster på graven og tænde lys.
Lys og blomster – det er tit det, vi tyr til, når det er vigtigt. På alteret når vi går i kirke, og gamle ord får nyt liv. I grøftekanten eller på fortovet når mennesker har mistet livet i en ulykke, og det er tydeligt, hvor skrøbelige vi er. På bordet – til brylluppet, fødselsdagen, julemiddagen – når der er fest, og glæden ingen ende vil tage. Ved sengen med den syge. På gravstedet når jeg besøger mine døde. Ja, når der er gang i hjertesager, i den tid, der skiller sig ud. Så finder vi lys og blomster frem. Fordi det er vigtigt.
Både lys og blomster er af det gode. De fortæller om liv og glæde. Om fællesskab og omsorg. De fortæller vel i bund og grund om kærligheden. Den der kærlighed, der gør, at vi hænger sammen på tværs af tid og sted og liv og død. Som gør, at vi sørger. Og husker.
»Hvem kender du, der er død?« spurgte en af de ni-årige minikonfirmander. Vi havde begge en død farmor. Hun kendte ikke så mange ellers. Jeg kendte flere. Og på den måde var det helt, som det skulle være, at den, der er ældst, har flest døde.
Nu sender jeg hendes spørgsmål ud i verden og opfordrer til, at uanset hvem og hvad du husker, uanset hvor længe nogen har været død, så er allehelgen mere end en enkelt søndag i kalenderen. For vi bærer vores døde med os hele året, og derfor er allehelgen også altid for dig..