Det vigtigste i et sommerhusområde er også det, der ikke bygges

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Fem områder på kortet fylder lige nu mere end deres areal. Der bliver talt om grunde, kvadratmeter, sengepladser og veje. Det er forståeligt. Den slags kan tælles, tegnes ind og sendes videre i et bilag.

Det sværere spørgsmål er, hvordan det hele skal hænge sammen – og hvad der skal være plads til imellem husene.

For et sommerhusområde består også af det, man vælger ikke at bygge: udsynet, de grønne forbindelser, stierne gennem landskabet og de steder, hvor man kan mødes uden først at være inviteret indenfor. Men rummet omkring husene kan ikke stå alene. Det skal tænkes sammen med veje, byer og beboelser ved vejene, adgang, parkering, vand og spildevand, natur og de rekreative muligheder, som gør området værd at besøge.

I Femmøller Strand kan man stadig aflæse Egil Fischers idé om at planlægge en helhed. Bebyggelse, grønne rum, fælles forbindelser og funktioner skulle hænge sammen. Det særlige er ikke, at alle huse ligner hinanden. Det er, at der bag området ligger en plan, hvis hovedgreb stadig kan mærkes næsten 100 år senere.

Fischer skal ikke være en opskrift, vi kopierer, eller et argument for, at fortidens løsninger nødvendigvis er bedre end nutidens. Vi ved langt mere i dag, og arkitekter, byplanlæggere og andre fagfolk har gjort sig erfaringer, som skal bruges. Men måske kan Fischer minde os om noget, der ikke bliver forældet så let: at et område skal tænkes som en helhed, og at det er klogere at planlægge de nødvendige forbindelser og funktioner fra begyndelsen end at forsøge at finde plads til dem bagefter.

Man kan kalde det infrastruktur først. Eller blot sund fornuft, sat ind på kortet, inden den blev svær at finde plads til. I Fischers plan var adgang, veje, parkering, busforbindelser og fælles funktioner med fra starten. Det var ikke kun et spørgsmål om, hvor husene kunne stå, men om hvordan feriebyen skulle fungere. Og måske kan og skal der tænkes helt nye elementer ind i sådan en plan, som udarbejdes i 2020’erne. Måske skal der gøres mere ud af at sikre vilkår for fællesskab, måske skal transporten i området gentænkes, måske skal bebyggelsen udføres på en måde, så at den i langt højere grad indgår i landskabet, og måske er der nye elementer, som vi ikke har fantasi til at forestille os lige her, lige nu.

Måske ikke. Men der skal gives plads til, at vi tænker os om.

Turismen har enorm betydning for Ebeltoft, og det er både legitimt og relevant at ønske udvikling af sommerhusområder og turisterhverv. Flere gæster kan skabe aktivitet og omsætning. Men vi er nødt til at forholde os til, at arealerne i vores område er vores arvesølv. Hver gang vi udbygger et område, begrænser vi eftertidens muligheder for at bruge det. Det forpligter os til at indrette dem sådan, at de og områderne, som ikke bebygges, vil være attraktive i mange årtier, og sådan at de bidrager til at bringe os videre i forhold til bæredygtighed, rammer for fællesskaber, funktionalitet – for at nævne et par plusord, som vi lige kan komme på.

Det kræver noget af alle, der deltager i debatten, for eksempel nysgerrighed på, hvad planerne indeholder, og om de kan holde til at blive prøvet af. En god indvending kan gøre en plan bedre. Et godt projekt kan gøre udvikling lettere at bakke op om.

Måske kunne kommunen bruge en fælles kvalitetsmatrix for nye sommerhusområder. Ikke en standardtegning, der gør stederne ens, men en fælles målestok, der sikrer, at centrale hensyn bliver belyst i hvert projekt. En sådan målestok kunne gøre det tydeligere for naboer, investorer og politikere, hvad der skal undersøges og tages stilling til, før et område bliver forandret for altid.

Den faglige vurdering må selvfølgelig ligge hos dem, der arbejder med planlægning. Men for os bør en gennemtænkt plan tage afsæt i landskabet, skabe sammenhængende grønne og rekreative rum og gøre det trygt at færdes til fods og på cykel. Veje, parkering, vand og spildevand skal kunne følge med områdets brug – også i højsæsonen. Planen bør skabe værdi for lokalområdet, være tænkt langsigtet og passe til netop det sted, der udvikles. Det er ikke en facitliste, men pejlemærker for en udvikling, vi kan stå sammen om – en udvikling, der løfter kvaliteten og giver os noget at være stolte af.

Syddjurs kunne blive kendt for mere end antallet af sommerhuse og sengepladser. Også for at udvikle ferieområder, hvor bebyggelse, natur, rekreation og infrastruktur er tænkt sammen – og hvor man kan se, at der er gjort sig umage.

Egil Fischers idéer kan stadig aflæses efter næsten et århundrede. Det er et fint pejlemærke, når vi nu tegner de næste sommerhusområder.