Harry Potter minder mig om sulten på at dele med andre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er gået i gang med at læse den første Harry Potter-bog sammen med midterbarnet. Forleden læste vi om Harrys anstrengelser med at finde perron Ni trekvart og dernæst lettelsen ved at finde frem i tide – utroligt nok – ved at løbe direkte mod muren mellem perron 9 og 10. I stedet for et brag og en hovedpine, så løb Harry på modig og magisk vis gennem muren og direkte ind på perron Ni trekvart, hvor Hogwarts-ekspressens lokomotiv stod højrødt, prustende og ventende, mens det myldrede med både nye og gamle elever, der skulle med toget mod et nyt skoleår på Hogwarts.

Sidst jeg læste Harry Potter, var sammen med min lillebror for omkring 25 år siden. Det er jo en del år siden, men jeg kan tydeligt huske Harrys forvirring og panikken ved at finde den usædvanlige perron og forløsningen, da det lykkedes.

Andre ting fra bogen har jeg glemt. Noget af det gør uventet indtryk på mig nu ved genlæsningen. En af de passager er inde fra kupéen i toget: Harry sidder sammen med en anden spændt førsteårselev. Han hedder Ron. De er fremmede for hinanden, men inden de forlader toget, har de to taget de første skridt mod det, der skal blive et dybt venskab.

Ron har fem storebrødre og også en lillesøster. Pengene er små. Han er vant til at arve sine storebrødres tøj. Også den tryllestav, Ron har med til første skoledag, er arvet og gået i stykker ude i spidsen. Rons mor har smurt ham en flad og kedelig madpakke, men den er smurt med stor kærlighed.

Harry kender alt til kedelige madpakker og aflagt tøj som forældreløs og uønsket plejebarn hos sin moster og onkel på Ligustervænget. Det er ganske uventet for Harry, at han i forbindelse med sin 11-års fødselsdag finder ud af, at hans forældre var berømte og har efterladt ham mange penge. Hele sin barndom har Harry måttet nøjes både materielt og med hensyn til omsorg. Nu viser det sig, at han har masser af guld og sølv. Derfor har han for første gang lommerne fyldt med penge.

Da salgsvognen kommer forbi kupéen, hvor Harry og Ron sidder, så fisker Ron sin kærligt smurte, men kedelige madpakke frem. Ingen har smurt madpakke til Harry. Men pyt med det. Han dykker ned i lommerne og køber noget af alt fra salgsvognen. Der er både græskartærte, platugler, skumtudser, multismagsbønner og meget andet lækkert.

Ron gør store øjne og udbryder: »Du må da være sulten.«

Det er Harry, og mens han gumler på et stykke græskartærte, så åbner Ron lidt forlegent sin madpakke, hvor der desværre er kommet leverpostej på. Ron kan slet ikke lide leverpostej.

Harry ser det – han kender det kun alt for godt. Harry tilbyder hurtigt: »Jeg vil gerne have den. Hvad siger du til et stykke græskartærte i bytte?«

Ron ved godt, det ikke er et helt lige bytte, men Harry siger: »Tag du bare for dig.« – og snart er den flade madpakke glemt og kager og slikket delt mellem dem.

Det, der gør indtryk på mig her ved genlæsningen, er, at Harry ikke var mest sulten på maden – men sulten på det at kunne dele med andre. Opleve at andre ville have lyst til at tage imod noget fra ham. Det var der aldrig nogen der ville, da han boede på Ligustervænget.

Harry Potter har gerne villet give – men ingen har villet modtage noget fra ham.

Nu oplever Harry for første gang at kunne dele, give ud og at det bliver taget imod. Hvor glædeligt det er, oplever for alvor den, som har prøvet ikke at være kendt værdig til at give.

Nu hvor både advent og december nærmer sig, så håber jeg, vi alle får mulighed for at kunne give noget videre, småt eller stort, med et »Tag du bare for dig!« og at det bliver taget imod.