Handlen i Aarhus klarer sig bedre end sit rygte
Aarhus' handelsliv et godt eksempel på, hvorfor man skal være varsom med at gøre en landsdækkende tendens til en lokal sandhed.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Kunderne holder sig fra bymidter og gågader.«
Sådan lød overskriften på den artikel, Din Avis Aarhus forleden delte på Facebook. Den udløste de sædvanlige subjektive negative kommentarer om handlen i Aarhus. Fortællingen om en midtby, som kunderne har vendt ryggen, fik endnu en omgang.
Men artiklen handler om udviklingen på landsplan. Hvordan ser det egentlig ud i Aarhus?
Jeg har fået tilsendt Dansk Industris konkrete analyse af detailhandlen i Aarhus. Den viser fremgang i indtjeningen og flere butikker med overskud i kommunens bymidter.
Tallene fortjener at komme med i debatten:
- Medianresultatet pr. ansat steg fra 53.559 kroner i 2024 til 56.901 kroner i 2025. En fremgang på godt 6 procent.
- Indtjeningen pr. ansat lå dermed 12,5 procent over landsgennemsnittet for bymidtebutikker.
- Andelen af butikker med overskud steg fra 77,7 til 79,3 procent. Næsten fire ud af fem butikker havde altså overskud mod 77,7 procent på landsplan.
Det er et væsentligt andet billede end det, man får ved at læse kommentarsporet.
Artiklens underrubrik siger, at indtjeningen stiger, »men kun i store butikker uden for bymidterne«. Det gælder tydeligvis ikke for Aarhus, hvor også butikkerne i bymidterne har forbedret indtjeningen.
Dermed er Aarhus et godt eksempel på, hvorfor man skal være varsom med at gøre en landsdækkende tendens til en lokal sandhed.
Der skal selvfølgelig være plads til personlige oplevelser. Nogen savner en bestemt butik. Andre synes, det er besværligt at komme ind til byen eller foretrækker at handle andre steder. Det er relevante synspunkter. Men ens egne indkøbsvaner fortæller ikke, hvordan økonomien udvikler sig i byens butikker samlet set.
Vi skal også læse tallene ordentligt. DI’s analyse dækker de udpegede bymidter i Aarhus Kommune samlet, og den opgør butikkernes indtjening. Den er hverken en særskilt undersøgelse af Strøget eller en måling af kundestrømmen. Tallene kan derfor ikke bruges til at erklære enhver handelsgade problemfri. Men de giver heller ikke belæg for den generelle fortælling om tilbagegang.
Der er fortsat noget at arbejde med. DI anbefaler blandt andet at sikre plads til dagligvarebutikker, som skaber hverdagstrafik, og at tænke vejnet, parkering, cykel- og gangforhold sammen med bymidternes udvikling. Det er et godt udgangspunkt for en konkret diskussion om, hvordan vi styrker handelslivet yderligere.
Jeg synes også, at en landsdækkende historie i en lokal avis fortjener at blive suppleret med de lokale tal. Især når Aarhus faktisk klarer sig bedre, end overskriften umiddelbart giver indtryk af.
Byens handlende fortjener, at deres resultater bliver en del af fortællingen om Aarhus. Her viser tallene både stigende indtjening og flere butikker med overskud.
Det må også gerne få en overskrift.