Jeg har kritiseret Aarhus for at tænke for småt. Nu er der endelig en politiker, der tænker stort

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er noget befriende ved en kommunalpolitiker, der stiller sig op og taler om, hvordan hans by skal udvikle sig om 50 år. De fleste politikere har rigeligt at gøre med den næste budgetforhandling, og på kulturområdet kommer diskussionerne ofte til at handle om de institutioner, aktiviteter og bevillinger, vi allerede kender.

Derfor spidsede jeg ører, da Aarhus’ kulturrådmand Jesper Kjeldsen på et stormøde om fremtidens kultur i Aarhus fortalte, at han ønsker en kulturvision, der rækker helt frem til 2077. Han erkendte selv, at vi ikke kan planlægge, hvordan kulturen vil se ud om et halvt århundrede, men som han formulerede det, kan vi godt lægge skinnerne, selvom vi endnu ikke kender mellemstationerne. Og så talte han om at skrive et kærlighedsbrev til de fremtidige generationer.

Det synes jeg faktisk var et smukt billede på en kulturpolitisk ambition, som fortjener at blive taget alvorligt. For vi aner ikke, hvilke kunstformer der vil præge Aarhus i 2077, eller hvilke kulturelle fællesskaber fremtidens aarhusianere vil søge. Men vi kan tage ansvar for de muligheder, de skal have for selv at skabe deres kulturliv.

Og netop Aarhus har gode forudsætninger for at gøre det. Vi har gennem en længere årrække fået dokumenteret, hvor stor betydning kulturen har for aarhusianernes oplevelse af deres by. Allerede i 2016 fremhævede 38 procent af borgerne kulturlivet som en af årsagerne til, at Aarhus var en god by at bo i. En ny analyse fra 2024 bekræftede kulturens betydning. Her pegede 52 procent af de borgere, som vurderede Aarhus som en god by at bo i, på kulturlivet som en af årsagerne.

Undersøgelserne er ikke direkte sammenlignelige, men de fortæller noget væsentligt om kulturens betydning for byens identitet og attraktivitet. Det samme gør erfaringerne fra Kulturhovedstad 2017, hvor kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og politikere fandt sammen om en ambition, der rakte ud over kulturlivet selv. Samarbejderne var en væsentlig del af det, der kom ud af kulturhovedstadsåret, og som byen siden har haft mulighed for at bygge videre på.

Og ser man på Aarhus’ kulturliv i dag, er der meget, der tyder på, at institutionerne både har ambitionerne og evnen til at være med til at forme fremtiden.

ARoS har netop annonceret et omfattende samarbejde med Olafur Eliasson, som blandt andet skal føre til et vandfald i byrummet omkring museet, kort efter åbningen af James Turrells monumentale Skyspace. Den Gamle By og Moesgaard udvikler fortsat deres formidling og udstillinger, Aarhus Teater har oplevet en bemærkelsesværdig publikumsfremgang, og Musikhuset har med Musikhusparken skabt nye muligheder for at bringe kunsten ud til mennesker, der ikke nødvendigvis opsøger den inden døre. Det er forskellige eksempler på institutioner, som ikke alene forvalter deres eksisterende opgaver, men også udvikler nye muligheder for byens kulturliv.

Men fremtidens kulturliv bliver næppe alene udviklet af de institutioner, vi allerede kender. Aarhus har også en historie, hvor nogle af de mest interessante initiativer er vokset frem uden for de etablerede rammer. Frontløberne og Kaospiloterne er oplagte eksempler på miljøer, der opstod, fordi nogen havde ideer, som ikke uden videre passede ind i de eksisterende strukturer. Og også i dag findes der uafhængige musikmiljøer, alternative scener og kunstnerdrevne fællesskaber, hvor nye udtryk og samarbejder bliver afprøvet, ofte med ganske begrænsede ressourcer.

Det er måske her, den langsigtede kulturpolitik bliver allermest interessant. For vi kan godt investere i de institutioner, vi allerede kender, og samtidig skabe bedre muligheder for de miljøer, som endnu ikke har fundet deres form. Jesper Kjeldsen pegede selv på, hvordan kreative kræfter ofte må tage til takke med midlertidige lokaler, som de må forlade, når bygningerne skal bruges til noget andet. Hvis Aarhus vil tænke 50 år frem, er det oplagt at interessere sig for, hvordan der kan skabes mere stabile rammer for netop den del af kulturlivet.

Her har de etablerede institutioner også en opgave. De kan gennem deres samarbejder, faciliteter og kunstneriske ambitioner være med til at åbne nye muligheder for mindre aktører, ligesom de selv kan hente inspiration og nye ideer fra de miljøer, hvor fremtidens kunstneriske udtryk bliver udviklet.

Men først og fremmest må en kulturvision frem mod 2077 være noget, kommunen og kulturlivet udvikler sammen. De store institutioner, de mindre aktører, kunstnerne, uddannelserne og erhvervslivet skal ikke alene høres om en vision, som andre har skrevet. De skal være med til at formulere den og efterfølgende lade ambitionerne få betydning for deres egne strategier, investeringer og samarbejder. Kommunen må til gengæld skabe de politiske og fysiske rammer, som gør udviklingen mulig.

Jeg har tidligere været kritisk over for, at en af de kulturpolitiske ambitioner i Aarhus’ budgetforlig var at udvikle byen som juleby. Ikke fordi der er noget galt med jul eller med aktiviteter, der samler mennesker og tiltrækker besøgende, men fordi Aarhus med sin kulturelle historie og sine mange stærke institutioner bør kunne formulere ambitioner, der rækker længere. Derfor er det også værd at anerkende Jesper Kjeldsen for at rejse en diskussion, som rækker langt ud over den næste budgetperiode.

Det interessante bliver nu, om ambitionen kan omsættes til beslutninger, der får betydning for byens udvikling, og om der kan skabes en fælles retning, som både de etablerede institutioner og de kunstneriske miljøer kan se sig selv i. Det kræver, at visionen bliver mere end et dokument, og at den får betydning for de prioriteringer, som kommunen og kulturlivet træffer i de kommende år.

For selvfølgelig kan vi ikke vide, hvordan Aarhus ser ud i 2077, eller hvilke kunstneriske udtryk der vil præge byen. Men vi kan beslutte, hvilke muligheder vi vil give de generationer, der kommer efter os, og hvordan vi sikrer, at de også får plads til at skabe noget, vi ikke selv havde forestillet os.

Måske er det netop det, en langsigtet kulturpolitik skal kunne. Lægge skinnerne uden at kende alle mellemstationerne og give kommende generationer frihed til selv at bestemme, hvor rejsen skal føre hen. Og hvis Aarhus formår det, kan Jesper Kjeldsens kærlighedsbrev til fremtidens aarhusianere vise sig at være mere end en smuk formulering fra en konference.