Fortsæt til indhold

Da selvbetjeningen rykkede ind i kirken

Et revynummer om en selvbetjeningskirke fik præsten til at tænke over, hvad der sker, når personlig kontakt erstattes af maskiner.

Debat
Kristian R. SkovmoseSognepræst, Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kender du det – en særlig oplevelse er umulig at få ud af hovedet?

Siden august måned har et nummer fra Nykøbing Falster Revyen rumsteret i hovedet på mig.

I aftenens program stod et af indslagene anført med titlen E-gud. Som teolog og præst blev jeg naturligvis særdeles nysgerrig og tænkte: Hvad er der mon på spil?

Da tæppet gik for E-gud-scenen, tonede et scenarie frem med en selvbetjeningskasse, som vi kender dem fra diverse supermarkeder. Koncentreret og dybt optaget stod et par ved selvbetjeningssystemet. De var mødt frem med den hensigt at blive gift.

Parret forsøgte efter bedste evne at komme i »dialog« med selvbetjeningsapparatet: E-gud eller selvbetjeningskirken. De skulle trykke på knapper, og det blev også krævet, at de indtalte forskellige informationer. Først voldte det en del kvaler at finde frem til vielsesmenuen. Parret måtte en forvirret tur omkring dåbsfunktionen, hvor selvbetjeningsmaskinen brokkede sig voldsomt over, at barnet, altså bruden, som efter påbud havde sat sig på vægten, vejede for meget. Alt koksede, og til sidst måtte parret tilkalde en medarbejder: En præst i fuldt ornat – i kjole og krave – skred hen over scenen og holdt sin »nulstillingschip« hen til maskinen. Der lød et bip, og parret kunne begynde forfra.

Mennesker og medmenneskelighed i butikker, på kontorer, i kirke, på kirkegården og så videre er og bliver noget unikt, som vi til stadighed må værne om for hinandens og livets skyld.

Igen forsøgte de sig. Endelig fandt de frem til vielsesmenuen, hvor diverse informationer blev indtastet og indtalt uden problemer, lige indtil selvbetjeningssystemet misforstod brudens navn: »Lotte« blev opfattet som »rotte«. Sådan fortsatte det en tid. Jeg er dybest set i tvivl om, hvorvidt parret blev viet.

Den besværlige og langvarige kamp med E-gud – med selvbetjeningskirken – blev i øvrigt undervejs afbrudt af en pænt klædt ældre dame, der trådte ind på scenen: Nervøst og en smule utålmodigt spurgte hun, hvor længe det varede, inden parret var færdige, for køen var efterhånden lang.

Endelig var vielsesscenen slut. Parret forlod scenen, og ind kom den nævnte dame, trækkende med en vogn med en kiste på. Og så blev det ellers overladt til fantasien, hvordan hun i samspil med E-gud eller selvbetjeningskirken håndterede bisættelsen fra anmeldelse til kirkelig handling.

Revynummeret E-gud var på én gang komisk og tragisk. Det kaldte – og kalder – latter frem, men det vækker også til eftertanke. Det var og er nemlig et ekstremt eksempel på, hvordan den omsiggribende tendens med selvbetjening, AI-support med mere, som sker i effektivitetens og besparelsernes navn, kan skabe problemer med misforståelser, fejl og umenneskelighed, når alt bliver upersonligt og rippet for menneskelig indføling og hjælpsomhed.

Mennesker og medmenneskelighed i butikker, på kontorer, i kirken, på kirkegården og så videre er og bliver noget unikt, som vi til stadighed må værne om for hinandens og livets skyld.