Lad de ældre på vores plejehjem få deres frikadeller i fred
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er godt, at ældreminister Jacob Mark nu slår fast, at kommunale klimamålsætninger og politikker ikke må stå i vejen for de ældres ønsker og ernæringsmæssige behov. Det burde egentlig være en selvfølge, men det er desværre ikke altid tilfældet.
De ældre skal have indflydelse på deres egen hverdag, have mad, de har lyst til at spise, og mødes af medarbejdere, som både har de faglige kvalifikationer og de nødvendige danskkundskaber
I et brev til landets kommuner den 3. november understreger ministeren, at ældre skal have selvbestemmelse, og at deres individuelle ønsker og behov skal respekteres – også når det gælder mad på plejehjemmene. Det er et vigtigt signal, som vi i Danmarksdemokraterne bakker fuldt op om.
For mad er ikke bare mad. Det handler om livskvalitet, vaner, traditioner og glæden ved et godt måltid. Når man bliver ældre og måske har mistet meget af sin selvstændighed, skal man som minimum have lov til at bestemme, hvad man spiser, så længe det kan lade sig gøre sundheds- og ernæringsmæssigt.
Men der er en anden vigtig del af værdigheden i ældreplejen, som vi også er nødt til at tage alvorligt.
I forbindelse med vores folketingsmedlem Marlene Harpsøs samråd med ministeren har Danmarksdemokraterne sat fokus på betydningen af, at medarbejdere i ældreplejen kan tale og forstå dansk. Det handler ikke om, hvor medarbejderne kommer fra, men om at kunne kommunikere med de mennesker, man er ansat til at hjælpe.
Forestil dig en ældre borger, der skal forklare, hvor det gør ondt, fortælle om sine behov eller bare have en almindelig samtale med den medarbejder, der kommer ind ad døren. Det kræver, at man kan forstå hinanden.
Sprog er også en del af omsorgen. Det skaber tryghed, forebygger misforståelser og er helt afgørende for, at medarbejderne kan opdage ændringer i den ældres tilstand. Vi kan ikke på den ene side tale om selvbestemmelse, værdighed og respekt for den enkelte og på den anden side se bort fra, at kommunikationen mellem medarbejder og borger er helt afgørende.
For Danmarksdemokraterne hænger tingene sammen. De ældre skal have indflydelse på deres egen hverdag, have mad, de har lyst til at spise, og mødes af medarbejdere, som både har de faglige kvalifikationer og de nødvendige danskkundskaber. Det er ikke urimelige krav. Det er helt almindelige forventninger til en værdig ældrepleje.
Vi skal passe på vores ældre. Ikke kun med fine reformer, flotte hensigtserklæringer og politiske målsætninger, men med ordentlig omsorg i hverdagen. Det er dér, værdigheden for alvor skal kunne mærkes.