»Nemt at være købmand med sådan noget personale«
Rema 1000 i Hammel kan endnu engang bryste sig af titlen som kædens bedste butik i regionen.
Lørdag 23. september skete det igen/igen/igen.
Ved Rema 1000-kædens årsmøde blev Hammel-forretningen kåret til regionens bedste butik. Og lad os bare lige gentage: Det er altså tredje år i træk.
Er du ved at blive lidt vant til det nu?
»Ej, det bliver man vist aldrig vant til. Det er lidt uvirkeligt! Når man tænker på, at jeg har så mange dygtige kollegaer derude, så synes jeg, at det er fuldstændig… ja, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Det er en kraftpræstation ud over alle grænser, at vi kan vinde tre år i træk. Det er aldrig sket før i Rema 1000,« siger den glade købmand, Kenneth K. Jensen, som lynhurtigt sender hæderen videre til sit personale:
»I år måtte vi have vores souschefer med til årsmødet, og det betød alt for mig. Nu hvor hele personalet ikke kunne være med, så betød det meget, at Alan Nissen og Maja Tonsberg var der. At se dem blive kaldt op på scenen og modtage den hyldest, det bevægede mig, og nu bliver jeg faktisk helt bevæget igen,« siger han.
»Det eneste, der lige manglede, var de resterende 60 mand fra butikken. Men så var det til gengæld fedt efterfølgende at kunne ringe hjem til dem. Vi sagde, at de lynhurtigt skulle samles alle mand på lageret, for vi havde fået en akut ting, som skulle løses. Så stod de dér helt gravalvorlige alle sammen, mens vi lavede et videoopkald til dem og fortalte dem, at de skulle skynde sig at løbe ind i butikken, hente en champagne og poppe den,« fortsætter købmanden med et grin.
»Det var rart, for hele det her personale arbejder så hårdt hver eneste dag for at skabe en god butik for vores øverste chef, som jo er kunden. Det er bare nemt at være købmand med sådan noget personale. Den energi og stemning, vi sammen har skabt, er fantastisk. Vi er et hold, som løber stærkt for hinanden og gennem ild og vand for hinanden. Jeg er bare omgivet af passionerde mennesker, som brænder for det, de laver. Uanset om det er jul, pinse eller påske, så står de alt for tidligt op og knokler. Det tager jeg aldrig for givet.«
Købmanden glemmer naturligvis ikke kunderne:
»Tak, for altid at bakke loyalt op om vores butik, uden jer, ingen butik,« siger han.
Derfor vandt butikken
Men hvad er det så, Hammel-butikken kan, siden den præsterer så godt?
Motiveringen bag kåringen til regionens bedste Rema 1000 lyder blandt andet:
»Butikken har skabt forbilledlige resultater i efterhånden flere år. Nøgletallene er ikke bare på plads, men oftest de bedste i regionen. Nye kunder bliver ved med at vælge butikken til, og jeres kernekunder er i den grad blevet lokale ambassadører for butikken. Arbejdet med at bygge store mennesker gennem flere år har båret frugt. Resultaterne er skabt af et helt unikt og særdeles stærkt team. Den gode stemning, man mærker, når man træder ind i butikken, vidner om, at alle medarbejdere brænder for og er stolte af netop deres butik,« og der står videre:
»Kunderne har et stort ejerskab til butikken. Taler man med folk i nærområdet, vil man ofte høre udtryk som: ”I min REMA...”
Slutteligt står der:
»Alt dette er opnået af ydmyge men dedikerede og dygtige mennesker, som har kærlighed til deres mål.«