Fortsæt til indhold

Lavtliggende Netto fortsat lukket: Vand og mudder fra mark løb ind i butikken

Netto i Søften arbejder på livet løs for at gøre butikken klar efter oversvømmelse.

Favrskov

Det er dagen derpå efter tirsdagens meget kraftige regnvejr i Østjylland og mange andre steder i Danmark. Regnen væltede ned fra morgenstunden og oversvømmede mange veje og bygninger i Favrskov Kommune.

I Søften gik det hårdt ud over Netto på Ekkovej, der måtte lukke på grund af oversvømmelse i butikken.

»Butikken ligger lavt, og det kunne ikke undgås, at der løb vand og mudder fra marken på den modsatte side af Århusvej ind i butikken. Der stod op til 75 centimeter udenfor indgangen, og inde i butikken stod der 7-8 centimeter vand,« fortæller Jacob Nielsen, pressechef i Salling Group, der ejer Netto.

Pressechefen understreger, at det ikke er kloakvand, som er løbet ind i butikken, og at vandet i butikken stod under pallehøjde, så der har været et begrænset udsmid af varer.

Netto-butikken i Søften er fortsat lukket for kunder, og pressechefen tør ikke sætte et nøjagtigt tidspunkt for, hvornår den igen kan åbne. Man vil først sikre sig, at butikken er fuldstændig ren, og at der er styr på alt vedrørende fødevarelovning.

»Vi har stadigvæk gang i en omfattende totalrengøring af butikken efter i går, hvor himlen åbnede sig. Vi gør alt for at kunne åbne så hurtigt som muligt, så vores kunder igen kan handle ind.«