Fortsæt til indhold

Dyreklinik udvider til det dobbelte

Nabo-lokalet er blevet ledigt, så nu er Favrskov Dyreklinik i Hadsten blevet dobbelt så stor.

Favrskov

Nybolig er flyttet fra Hadsten og har samlet sin aktivitet i butikken i Hinnerup.

Det efterlod tomme lokaler ved side af Favrskov Dyreklinik, som nu har grebet muligheden for at udvide til cirka det dobbelte.

I øverste venstre hjørne ser man den åbning, hvor der bliver lavet hul igennem væggen ind til nabolokalerne. Indgangen til Favrskov Dyreklinik bliver fremover, hvor Nybolig havde indgang – den kan man se gennem vinduet bag Dorthe Nyrup. Foto: CSJ

Ejer af Favrskov Dyreklinik, Dorthe Nyrup, forklarer, at klinikken »stille og roligt får mere at lave,« og at der hurtigt kan blive pladsmangel i de nuværende lokaler, hvis der kommer adskillige akutte patienter.

»Vi kan planlægge os ud af meget, men ikke når der komme akutte opgaver. Det vil være rart at have lidt mere luft,« siger dyrlægen og indehaveren.

De nuværende lokaler vil fortsætte som »driftsbygningen,« som Dorthe Nyrup kalder det. Det vil altså fortsat være dér, hvor behandlingerne af dyrene finder sted, mens selve butiksdelen, skranken og personalerummet rykker ned i den nye del, hvor der desuden kommer et rum udelukkende til aflivninger. Det giver den tiltrængte luft helt vejen rundt.

Når man fremover ankommer til Favrskov Dyreklinik, skal man altså benytte indgangen, som før var til Nybolig. Herfra bliver der lavet hul i væggen ind til ”den gamle” klinik Søndergade 46.

Favrskov Dyreklinik vil fremover holde til i hele hjørnet ved Søndergade 46 i Hadsten. Foto: CSJ

Fik hurtigt meget at lave

Favrskov Dyreklinik åbnede i september 2014 på Brundtvej 12 lidt uden for Lyngå i lokaler ved den daværende hundepension D´ogleterre.

Det skulle egentlig bare være »en lille hyggeklinik,« som indehaveren selv udtrykker det.

»Jeg har nedsat hørelse, så det var egentlig bare min måde at lave mit eget skånejob,« siger hun.

Men da Dyrlægegruppen Dania lukkede sin afdeling i Hadsten i januar 2015, øjnede Dorthe Nyrup alligevel en mulighed.

»Jeg ville jo helst ikke have, at en anden dyrlæge rykkede ind i Hadsten – så ville jeg hellere ”komme først.” Og så faldt jeg over de her lokaler, som er hyggelige og ligger meget bedre end Brundtvej. Huslejen var desuden overkommelig, så jeg kom altså til at leje dem,« siger Dorthe Nyrup med et smil og tilføjer:

»Jeg havde jo tænkt, at det bare skulle være en lille business, men med den mere centrale placering tog tingene virkelig fart. Det gik rasende hurtigt opad. Der gik nogle år, hvor vi hang i med neglene for at kunne følge med. Jeg skulle jo lige finde ud af, hvor meget personale, vi egentlig havde brug for. Så tog jeg en alvorlig snak med mig selv, om det var det her, jeg virkelig ville.«

Det var det. For Dorthe Nyrup kunne jo se, at Hadsten vokser, i særdeleshed med flere børnefamilier, som gerne har husdyr, der får brug vor behandlinger.

I dag er Dorthe Nyrup chef for syv ansatte.

Behandling til tobenede

I Favrskov Dyrekliniks nye lokaler er det faktisk ikke kun de firbenede, som kan få behandlinger.

I et lokale vil Dorthe Nyrups kæreste, Harald Vindum Kögler, nemlig indrette et massagerum – altså til mennesker.

»Vi kan jo lige så godt udnytte lokalerne,« siger Harald Vindum Kögler, som er uddannet massør, men har arbejdet som selvstændig tømrer:

»Det har dog altid ligget lidt i baghovedet at bruge uddannelsen som massør. Så nu er det bare oplagt.«