Her har østjyske boligejere tjent og tabt mest i år
Priserne på villaer og rækkehuse er igen på vej op i størstedelen af landets kommuner efter at have taget et gevaldigt dyk i slutningen af sidste år.
Da danskerne lod propperne springe til nytår, var der ikke meget at fejre for størstedelen af landets husejere. Fra et rekordhøjt niveau i juli 2022 raslede boligpriserne ned i efteråret. Men nu ser det ud til, at noget af det tabte er ved at blive indhentet. Det viser en ny analyse fra Spar Nord, som bygger på aktuelle tal fra Boligsiden.
Af analysen fremgår det, at salgspriserne for villaer og rækkehuse siden nytår er steget i et flertal af landets kommuner, og den gennemsnitlige kvadratmeterpris er på landsplan også steget med 3 procent.
Syddjurs i top ti
Det gælder blandt andet Syddjurs, der ligger i en top ti på landsplan. Her er kvadratmeterprisen er steget med 2.259 kr., fra 10.978 kr. til 13.237 kr. Også Skanderborg kan notere sig stigende boligpriser og placerer sig som nummer 20 på listen over landets kommuner. Her er kvadratmeterprisen steget fra 18.469 kr. til 19.720 kr., altså en stigning på 1.251 kr. Kvadratmeterprisen i Randers er steget med 932 kr., fra 10.267 kr. til 11.199 kr. Lidt længere nede, men dog også i den positive ende ligger Aarhus med en stigning på 207 kr. fra 27.448 kr. til 27.655 kr.
»Da priserne i slutningen af sidste år tog et markant dyk på cirka 10 procent, var renterne en stor del af forklaringen. At vi nu ser fortsat stigende priser, selvom renterne er høje – og det således er både dyrere at finansiere og sidde i en bolig – er understøttet af en række faktorer. Blandt andet ser vi en rekordhøj beskæftigelse, som giver forøget sikkerhed ved større investeringer, og dertil stigende lønninger og faldende inflationsrate, som delvist kompenserer for de høje renter,« fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm i en pressemeddelelse.
»Dog må det forventes, at der næste år kommer en form for ”pay-back” ovenpå den store efterspørgselsstigning i år, ligesom et fortsat højt renteniveau, og de nye ejendomsvurderinger vil medføre en mere usikker udvikling på boligmarkedet,« tilføjer han.
Bundskraberne
Selvom husejere i et flertal af landets kommuner har kunnet glæde sig over en positiv udvikling siden nytår, er der stadig kommuner, hvor boligpriserne er faldet. I det midtjyske område gælder det eksempelvis boligerne i Norddjurs, der er faldet fra en gennemsnitlig kvadrameterpris på 7.671 kr. til 6.997 kr., altså et fald på 674 kr. Også i Favrskov har der været en negativ udvikling med et fald på 44 kr. fra 14.302 kr. til 14.258 kr.
»Boligprisudviklingen hænger i nogle kommuner sammen med, at dykket i ejendomspriserne har været forsinket i nogle områder. Derudover har udviklingen været meget volatil i nogle af de mindre kommuner. Her kan det være som følge af en dalende salgsaktivitet, og hvilke huse der sælges i den pågældende periode.«