To ud af tre præster har sagt op på tre måneder
I august sagde Gaute Lyhne Holm-Hansen op, og nu følger Thit Kirkeby-Hinrup så efter. Dermed skal Høj Stene Pastorat ud at finde to nye sognepræster.
Efter ni år som præst i Høj Stene Pastorat har Thit Kirkeby-Hinrup valgt at søge nye udfordringer. Hun har fået nyt embede i Søndermarkskirken i Viborg.
Dermed er der nu kun én fast præst tilbage i Høj Stene Pastorat, som dækker over de ti sogne Vejerslev, Aidt, Thorsø, Hvorslev, Gerning, Vellev, Haurum, Granslev, Houlbjerg og Sall.
Efter halvandet års ansættelse meldte præst Gaute Lyhne Holm-Hansen i august ud, at han savner en præste-kollega i sit daglige virke og derfor har søgt og fået nyt embede i Assentoft.
Tilbage står Lene Sander som eneste faste præst i fællespastoratet, hvor konstellationen har været sådan, at Gaute var ansat i Vejerslev-Aidt-Thorsø sogne, Thit Kirkeby-Hinrup var ansat i Hvorslev-Gerning-Vellev sogne, og Lene Sander er ansat i Haurum-Granslev-Houlbjerg og Sall sogn. De tre præster har dog mødtes en gang ugentligt for at koordinere deres kalendere, så de har kunnet dække ind for hinanden om nødvendigt.
»Vi lavede netop den her nye konstellation, for at præsterne skulle have nogle kollegaer, men det var jo ikke nok for Gaute, så det giver anledning til at kigge på, hvordan samarbejdet egentlig fungerer, og om det kan optimeres på nogen måde,« siger Erik Bertelsen, som er formand for Koordinationsudvalget mellem fællespastoratets fire menighedsråd.
Han ærgrer sig over, at der nu skal findes endnu en ny præst til fællespastoratet:
»Det giver jo en uro, og vi har brug for mere stabilitet på præstesiden. Det er vigtigt i lokalsamfundet, at man kender præsten. Både i glædelige og triste livssituationer betyder det noget, at der er en præst, man kender og har tillid til. Det er ikke noget, man opbygger på kort tid,« tilføjer Erik Bertelsen.
Som erstatning for Gaute Lyhne Holm-Hansen er en sognepræst blevet konstitueret i perioden 15. november 2023 til 14. februar 2024. Hans navn er Hans Erik Apelgren.
Erik Bertelsen regner med, at der er sat navn på den endelige afløser for Gaute inden jul. Tiltrædelsen bliver dog først i det nye år.
Samtidig er man ved at få kabalen til at gå op med at få dækket ind for Thit Kirkeby-Hinrup, i form af nabopræster eller pensionerede præster, indtil en fast præst er fundet i hendes sted.