Fortsæt til indhold

Tre unge søskende er sprunget ud som koncertarrangører

Rikke, Trine og Cecilie Højlund har været drivkræfterne bag en teaterkoncert med temaet ondskab.

Favrskov

Lørdag aften blev der serveret underholdning i Sløjfen i Hadsten. Her kunne man opleve teaterkoncerten Ondskab, som var fyldt med numre fra forskellige musicals og Disney-film med temaet ondskab.

Der var på forhånd udsolgt til koncerten, hvor publikum sad ved små runde borde pyntet med mørke duge og stearinlys for at skabe en ”ondskabsfuld” Halloweenstemning.

Det var en ganske særlig koncert, fordi den i høj grad var arrangeret af tre unge med hjælp fra Busbjerg Spillene. De tre unge, som er søskende, havde taget imod udfordringen om at planlægge deres egen kulturevent med fokus på musik, teater og dans.

Fra venstre Rikke, Cecilie og Trine Højlund ser koncerten i Sløjfen, som de i høj grad selv har planlagt. Privatfoto

»De har været inde over det hele. De har valgt temaet og været med til rekruttere sangere, som alle har en tilknytning til Busbjerg, og de har været med til at lægge budget, vælge billetsystem, markedsført koncerten og lavet pynt til bordene,« fortæller Michelle Fonseca Kristensen, som er koreograf og frivillig ved Busbjerg Spillene.

Privatfoto

Brug for unge frivillige

Projektet med at få unge til at planlægge en kulturevent var søsat af Kulturring Østjylland. Idéen var at tiltrække unge frivillige, der kan være med til at supplere og på sigt tage over for den gamle garde, der plejer at stå for underholdningen på kulturhuse og spillesteder rundt omkring i Østjylland.

»Det er et projekt, der fortsætter, så der må gerne komme flere unge, som vil være med til at planlægge nye events. Det ville være rigtig fedt,« siger Michelle Fonseca Kristensen.

Der var udsolgt med 130 gæster til ondskabskoncerten i Sløjfen i Hadsten. Privatfoto.

De tre søskende Rikke, Trine og Cecilie Højlund havde ikke på forhånd ikke tilknytning til Busbjerg Spillene, men de har en stor interesse for musicals og har set Busbjerg Spillene flere gange og været i London for at se musicals.