Fortsæt til indhold

Hunde skambed og spiste løs af levende rådyr

Hundeejer kom skambidt rådyr til undsætning. Det var dog så ilde tilredt, at det måtte nødaflives.

Favrskov

En hundeejer blev tiltrukket af nogle frygtelige skrig, da han for nylig var ude at gå tur med sin hund i skoven ved Hammel Vandværk. Skrigene viste sig at komme fra et rådyr, som to hunde havde skambidt og var ved at spise i levende live.

»At se et dyr blive skambidt og ædt levende, mens den ligger og hyler og vrider sig, er et syn, som jeg håber, hverken jeg eller nogen anden skal se igen,« skriver hundeejeren i et opslag på facebook.

Hundene var på den anden side af et hegn, men hundeejeren fik kommanderet dem væk fra rådyret. Han kontaktede Dyrenes Beskyttelse og blev i over en time hos dyret, for at det ikke skulle løbe væk, før der kom en skytte for at befri dyret fra dets pinsler.

Hundenes ejer havde angiveligt gået og samlet noget i skovbunden i en sæk, mens hans to hunde løb rundt løse. Det beretter hundejeren i sit opslag, hvor han kraftigt opfordrer folk til altid at have deres hunde i snor.

»Det burde aldrig kunne være sket, for de hunde burde ikke være løse og da slet ikke uden, han havde en anelse om, hvor de var.«

Blev nødaflivet

Lokalavisen har været i kontakt med Dyrenes Beskyttelse, der bekræfter, at man blev kaldt ud til episoden ved Hammel Vandværk.

»Vi sender en skytte ud, der konstaterer, at hundene har skambidt dyret rigtig slemt og var i gang med at spise det levende, så der var ikke andet at gøre end at nødaflive det,« fortæller Rolf Nordentoft, der er skyttekoordinator i Dyrenes Beskyttelse.

»Det var virkelig slemt. Rådyret lå og skreg, og skytten var ret berørt.«

Et kæmpe problem

Ifølge Rolf Nordentoft er det langt fra et enkeltstående tilfælde, at løse hunde angriber og skambider vildt.

»Det er et tilbagevendende og stigende problem, at løse hunde angriber rålam og kalve fra kronvildt og skambider dem ihjel. Det sker især med hunde i flok, og vi har set mange episoder, hvor man tror, det har været ulve, men dna-prøverne viser, at det var hunde.«

»Folk tror, deres hund ikke gør noget, så den behøver ikke være i snor, men det er et kæmpe problem, og derfor opfordrer vi altid folk til at holde deres dyr i snor,« siger skyttekoordinatoren i Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse måtte nødaflive dette rådyr, som var blevet skambidt og delvist spist af to løse hunde. Foto: Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge Hundeloven skal hunde være i snor eller følge en person med fuldt herredømme over den. Hundeføreren skal kunne standse hunden, hvis den for eksempel angriber andre dyr eller mennesker. Under alle omstændigheder et det hundeførerens ansvar, at hunden ikke volder skade eller er til gene for sine omgivelser.

Rolf Nordentoft vil ikke komme nærmere ind på, hvad der sker i forhold til ejeren af hundene, der skambed rådyret, men der bliver fulgt op på sagen, fortæller skyttekoordinatoren fra Dyrenes Beskyttelse.