Vandt sølv til VM: »Glad i låget af musik og dans«
Det er kun et år siden, Michael Pilgaard begyndte til Linedance. Nu står han med sin første VM-medalje.
Han er Danmarks eneste mandlige konkurrencedanser indenfor linedance, og nu kan han kalde sig sølv-vinder ved VM i linedance.
Han hedder Michael Pilgaard, er 44 år og bor mellem Thorsø og Houlbjerg, og så har han kun danset linedance i et år.
Gruppen, som Michael Pilgaard stillede op i, hedder ’40-50 år, mænd, newcomer’. Der var fire dansere, som dystede i denne gruppe, og Michael Pilgaard tog sølvet i både classic- og open-kategorien.
»Jeg klager ikke – slet ikke eftersom jeg kun har danset i et år og var taget afsted uden forventninger,« siger Michael Pilgaard.
Konkurrencen foregår ved, at danserne står på linje og følger en koreografi. I classic-kategorien danser man nightclub, vals og polka. I open-kategorien er det cha-cha-cha, funk og showdance. Fodarbejdet er det samme, som havde det været almindelig par-dans.
»Man skal følge koreografien med fødderne og skal have teknikken i orden. Hvad man gør med armene og overkroppen er frit. Mange tænker nok, at linedance foregår med hænderne ned langs siden, men det gør det altså ikke til konkurrencer. Der er hele kroppen med,« forklarer Michael Pilgaard.
Lidt nervepirrende
For at kunne deltage ved VM skal man have deltaget i tre internationale konkurrencer. Michael Pilgaard var i foråret i Holland, i sommer i Roskilde og i november i Belgien. Og så var han altså klar til VM i Schweiz fra 30. november til 3. december.
Han var på gulvet i open-kategorien fredag og classic lørdag. Han forklarer, at man danser én dans, går ud og klæder om, fordi »tøjet skal passe til dansen,« som han siger. Så tager man næste dans, klæder om, og så sidste dans.
Under dansene sidder fem dommere og udfylder skemaer, som linedanserne bedømmes ud fra. Efter alle tre danse afsløres 1. til 3. pladsen.
»Det var da lidt nervepirrende, for det var et lidt større setup, end vi er vant til. Vi skulle op på scenen foran 400 mennesker, og så blev det afsløret,« siger sølv-vinderen.
Glad i låget
Michael Pilgaard begyndte at danse efter en skilsmisse.
»Jeg har altid syntes, at det var sjovt at danse, men jeg har jo aldrig kunnet det. Og så trængte jeg bare til at prøve noget nyt,« fortæller han.
Han begyndte at danse swing og rock’n’roll hos Kom og Dans i Randers, men så ramte corona-nedlukningerne. Da alting blev åbnet igen, ville han prøve noget andet. Han søgte blandt andet efter en dansepartner, men faldt så tilfældigvis over en Facebook-reklame fra Real LineDance i Randers i august sidste år – det er det eneste rigtige konkurrencehold i Danmark. Han tog afsted på et begynderhold og blev bidt af det.
»Ja, jeg er blevet helt vild med at danse. Man bliver jo glad i låget af musik og dans. Og så er der bare en skide god stemning og et godt sammenhold på Real LineDance,« siger Michael Pilgaard, som er eneste mand i klubben.
Allerede i slutningen af november sidste år blev Michael spurgt, om han ville prøve at danse konkurrencer. Det ville han gerne. Det kræver noget tid i øvelokalet. Op til konkurrencer har han været afsted mandag, tirsdag, torsdag og søndag for at blive helt klar.
Med sølvet fra VM overvejer Michael Pilgaard at rykke en klasse op. Han er lige nu i den næstlaveste ud af seks.