Fortsæt til indhold

Drømmer om stort legeplads-projekt i Vitten

Vittens cirka 230 indbyggere kan forhåbentlig se frem til et nyt legeplads-område ved forsamlingshuset.

Favrskov

Et legeplads-projekt til en million kroner er på tegnebrættet i landsbyen Vitten.

Den nye legeplads skal ligge bag ved Vitten Forsamlingshus og skal bestå af et stort sandkasse-område med legehuse, kolbøttestænger, gynger, et klatrestativ med rutsjebane, en cykelbane, en multibane og en petanquebane. Desuden skal indkøbes hockeystave, legecykler og sandlegetøj.

Til projektet har Vitten Borgerforening og Forsamlingshus modtaget 250.000 kroner fra LAG-midlerne og 175.000 kroner fra Landbyrådet.

Den nye legeplads skal skabe endnu mere sammenhold i den lille by.

»Vitten er en landsby, hvor der bor en del børnefamilier, men fordi byen er udformet, som den er, har den ikke et naturligt mødested andet end her. Og her lægger udearealet ikke op til, at vi mødes,« siger Lisbeth Skjellerup, som har været en af primus motorerne på projektet – hun fortsætter:

»Hvis vi skal have liv og gang i landsbyen, så skal vi have et sted, vi kan mødes mere naturligt. Det her projekt vil være med til at booste, at vi mødes. Desuden bliver det et godt aktiv for forsamlingshuset, at der er en god legeplads. Så det vil på alle måder gavne byen.«

Hun forklarer, at det nye legeområde har elementer, som taler til både de helt små, dem midt i mellem og de lidt større børn.

»Hvis vi vil arbejde med landsbyfællesskabet, går det meget gennem børnene. Men der er også petanquebanen, som de ældre borgere vil have glæde af.«

Petanquebanen etablerer og betaler Vitten Borgerforening og Forsamlingshus i øvrigt selv.

Er det realistisk, at I når i mål med finansieringen på en million kroner?

»Ja, det tænker jeg, at det er. Det er et godt projekt, og vi mangler stadig at høre fra flere fonde, ligesom vi skal søge flere fonde. Og vi bliver ved, indtil vi har pengene.«