Fortsæt til indhold

Snefri? Favrskov Kommune sender vigtig besked til skoleforældre

Skolerne holder åbent, men der kører formentlig hverken skolebusser eller taxaer.

Favrskov

Den voldsomme snestorm ændrer ikke ved den planlagte skolestart efter nytår i Favrskov Kommune. Eleverne og underviserne skal som planlagt møde ind i skole torsdag 4. januar. Det oplyser direktør for Børn og Kultur, Hans Minor Vedel, til Lokalavisen Favrskov.

»Ingen skoler holder lukket, men undervisningen og pasningen bliver måske lidt anderledes end normalt, afhængig af fremmødet,« siger skoledirektøren.

Kommunen har forsøgt at finde ud af, om der vil køre skolebusser og taxaer i morgen. Det har dog ikke været muligt at få klar besked fra Midttrafik. Derfor indstiller kommunen sig på, at skolebusserne og taxaerne ikke kører.

»Vi er nødt til at give et forvarsel, og derfor skriver vi nu til forældrene, at vi ikke forventer, at skolebusser og taxaer kan køre,« siger Hans Minor Vedel.

De elever, der benytter sig af de offentlige transportmidler til skole, må altså formentlig selv finde en måde at komme i skole på, hvis det da er muligt. Hvis man ikke kan komme frem på grund af vejret, har man lovligt fravær, og skolerne vil i denne situation ikke være nidkære i forhold til at registrere fravær, påpeger skoledirektøren.

Dagplejen og dagtilbud holder også åbent som planlagt. Af hensyn til disponering af personale bedes forældre dog melde ind, om deres børn kommer, og hvornår de bliver hentet.

Mens skolerne som planlagt først åbner i morgen, torsdag 4. januar, har SFO’erne været åbne i går og i dag. Det har i dag givet nogle udfordringer særligt i Voldum og Hadbjerg, hvor medarbejdere har haft svært ved at komme frem på grund, fordi vejene er fyget til.