Storegade-projekt blev sat i gang men ikke uden debat: »Skrækscenarie bliver virkelighed«
To ændringsforslag kom på bordet, da Favrskovs byrødder på deres seneste møde diskuterede renoveringen af Storegade i Hinnerup.
Nu bliver Storegade i Hinnerup opfrisket. Det står helt klart efter seneste byrådsmøde, hvor flertallet nikkede ja til at sætte det 5,2 millioner kroner store projekt i gang.
I knap en halv time diskuterede byrådet sagen.
Ligesom ved byrådsmødet 30. maj sidste år fremførte Eva Damsgaard (DF) og Thake Fogh Cordt (EL) kritik af forslaget og stemte imod.
Sagen blev udskudt ved mødet 30. maj, fordi Hinnerup Handel ønskede flere parkeringspladser i gaden, end der var lagt op til. Byrådet ønskede at se tegninger af et endeligt udkast før der blev trykket på ”go”-knappen.
Det var netop antallet af parkeringspladser og for lidt grønt, som Eva Damsgaard harcelerede over ved byrådsmødet 30. januar.
»Dansk Folkeparti vil gerne, at Storegade bliver renoveret, men vi kan ikke stemme for det nye forslag. Det skrækscenarie af et dronefoto af biler parkeret hele vejen af Storegade, som vi blev præsenteret for, første gang sagen kom i byrådet, ja, det scenarie ser nu ud til at blive virkelighed. Nu bliver det blot lovligt at holde hele vejen hen ad Storegade,« lagde Eva Damsgaard ud på byrådsmødet.
»Det kan undre mig, at der prioriteres parkeringspladser frem for beplantning, når så mange her fra byrådet gang på gang hylder de grønne tiltag. I stedet for de oprindelige otte parkeringspladser, der er så fint kantet med kummer med grønt, er der planlagt 12 pladser i den nye forslag. Det er nok lige vel rigeligt til de tre butikker, der faktisk ligger ud mod Storegade,« fortsatte hun.
Hun pointerede, at det mere er butikkernes »varerudvalg, indretning, betjening og service,« end det er parkeringspladser, som får folk til at handle bestemte steder.
»Gaden bliver for mig at se lige så intetsigende som det rektangulære kunstværk, der er i byen. Mit højeste ønske ville være en cykelgade med mulighed for, at butikkerne kunne flytte handlen ud og skabe det byliv, som jeg savner,« sagde hun.
Hun stillede et ændringsforslag på byrådsmødet, som gik på, at der maksimalt skal være otte parkeringspladser i Storegade, som i det oprindelige forslag, og så foreslog hun 30-minutters-parkering i Storegade.
Håbede på mere inddragelse
Thake Fogh Cordt bakkede op om ændringsforslaget:
»Fordi det sikrer bedre plads til fodgængere, flere grønne bede og lidt færre parkeringspladser direkte på Storegade.«
Han tilføjer desuden, at han havde foretrukket, at Hinnerup-borgerne var blevet taget med på råd – og ikke kun handelsstandsforeningen.
»Enhedslisten havde foretrukket en mere inkluderende tilgang til ombygningen af Storegade i Hinnerup, hvor borgerne mere aktivt blev inddraget i en revidering af midtbyplanen. Det er jo vigtigt, at man får lagt op til en bred debat og måske får fundet ud af, hvad man vil på lang sigt med bymidten.«
Også han stillede et ændringsforslag. Han foreslog ligeledes maksimalt otte parkeringspladser og 30-minutters-parkering. Desuden at cykelstierne skal udvides ved at reducere bredden af kørebanerne, at vandhåndteringen skal foretages gennem åbne vandrender, og at belysningsmaster kun skal udskiftes, hvis de bliver beskadiget.
Eva Damsgaard, Thake Fogh Cordt og Søren Frandsen (SF) stemte for de to ændringsforslag.
»Parkering er en livsnerve«
Der var praktisk talt ingen anden kritik at spore i byrådssalen. Nærmere tværtimod. De resterende byrødder var meget tilfredse med det endelige projekt – som altså blandt andet inkluderer de 12 parkeringspladser – og de glædede sig over, at projektet nu endelig kan sættes i gang.
Kritikken af de fire ekstra parkeringspladser bed ikke på nogen af dem.
»Lige før vores møde i dag tænkte jeg, at nu kører jeg derover en gang til og tager billeder. På det første stykke holdt 11 personbiler – kunder. Og de kom i en lind strøm, kørte fra og til. Så jeg må sige, at der er enormt behov for mange parkeringspladser derovre,« sagde René Schneider (K).
»Det er simpelthen nødvendigt, fordi en stor del af vores handel foregår på internettet i dag, og mange af vores unge mennesker tager til storcentre inde i storbyerne for at handle. Hvis vores detailhandel her i Hinnerup skal overleve, så skal vi også have den mulighed, at folk kan komme hurtigt fra og til,« fortsatte René Schneider, som kaldte det en »hån« mod detailhandlen, hvis politikerne ikke lyttede.
Schneiders partifælle Charlotte Green var enig:
»Der er slet ingen tvivl om, at det er en livsnerve, ikke mindst for en bagerbutik, at kunne have parkering tæt på. Fordi det er nogle korte handler, og de fleste af dem, der går til bageren, de er ikke også i boghandlen og hos Matas og så videre. De er primært inde for at købe noget hos bageren, og skal hurtigt ud igen – og de kommer med pakkenelikerne i favnen,« sagde hun og tilføjede, at erfaringen med en såkaldt sivegade i Hammel og Hadsten har været gode:
»Derfor tror jeg sådan set også, at det er en god løsning for Hinnerup. For det har jo vist sig, at vi har kunnet bevare en del af handelslivet med de sivegader.«