Favrskov får 2,3 millioner kroner til unges tænder
Unge mellem 18-21 år skal kunne gå gratis til tandlægetjek. Derfor modtager Favrskov Kommune puljemidler.
Favrskov Kommune kan nu udvide kapaciteten i den kommunale børne- og ungdomstandpleje med 2.284.417 kroner.
Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Fra puljen, som Favrskov Kommune altså nyder godt af, uddeles i alt 131,4 millioner kroner til 41 kommunale projekter.
»Mange unge stopper med at gå regelmæssigt til tandlægen, når de ikke længere kan gå i den vederlagsfri kommunale tandpleje og selv skal til at betale for deres tandpleje. Tidligere stoppede man i den kommunale børne- og ungdomstandpleje, når man fyldte 18 år, men i 2022 blev reglerne på området ændret, så unge kan fortsætte i ordningen, frem til de fylder 22 år. Ordningen udvides med én årgang om året fra 2022 frem til udgangen af 2025, hvor ordningen vil være fuldt implementeret,« lyder det i pressemeddelelsen.
Puljen har til formål at understøtte, at kommunerne har mulighed for at udvide den bygnings- og udstyrsmæssige kapacitet i takt med den gradvise udvidelse af målgruppen.