Har du misset bussen? Så sæt dig på kør-mæ-bænken
En bænk og tre skilte. Så lavpraktisk er det samkørsels-tiltag, som de i Skjød har iværksat.
Bor man i landsbyen Skjød, behøver man fremover ikke i nær så høj grad at frygte for, at man misser bussen eller vågner op til et punkteret dæk på bilen.
Nu har de cirka 265 landbyboere nemlig fået en kør-mæ-bænk – navnet afslører vist funktionen.
Det er super lavpraktisk. Man vælger ganske enkelt destinationen Hammel, Hadsten eller Hinnerup ved at hejse det pågældende skilt, og så sætter man sig på bænken og venter på, at en anden borger fra byen forhåbentlig giver et lift.
»Nogle vil nok almindeligvis ikke være tryg ved at samle en blaffer op, men det her er jo lidt anderledes, når det er en af naboerne – det er jo nogle, man kender,« siger Erling Stoltze, der er formand for Skjød Borger- og Idrætsforening.
Tog ideen med hjem
Det var Erling Stoltze og hans kone, der på en ferie ved Als fik idéen til kør-mæ-bænken – eller rettere sagt: De tog idéen med hjem. For på de kanter findes sådanne blafferbænke.
»Så spurgte vi ud i vores lokale Facebook-gruppe, og folk synes, at det var en skidegod idé. Så vi købte en bænk på tilbud og spurgte Tage og Lone om lov til at lægge lidt fliser og sætte en bænk i hjørnet af deres grund. Det bliver ikke mere centralt i byen end her – og her kører de fleste ind og ud,« forklarer Erling Stoltze, som håber, at bænken vil blive brugt.
»Ja, jeg håber da, at borgerne tager varmt i mod den. Det kan jo også være med til, at vi i byen kommer til at snakke endnu mere sammen, sådan uden at vi behøver at sove i ske. Jeg vil da også gerne inspirere andre byer til at gøre det samme og hjælpe hinanden.«