Fortsæt til indhold

Fremadstormende virksomhed med hovedsæde i Favrskov er begæret konkurs

Raaby & Rosendal nåede i løbet af seks år op på at have 150 ansatte.

Favrskov

Elinstallationsvirksomheden Raaby & Rosendal er begæret konkurs. Det fremgår af et dekret på statstidende.dk, at virksomheden blev begæret konkurs 15. februar 2024 og er taget under konkursbehandling.

Raaby & Rosendal har hovedsæde i Selling ved Hadsten og afdelinger i Aarhus, Viborg og Randers og havde så sent som i sommer 150 ansatte. Det oplyste elinstallationsvirksomheden i en pressemeddelelse i forbindelse med, at man var blevet nomineret til en pris for social ansvarlighed. Omkring hver fjerde af elinstallatørens 150 medarbejdere var lærlinge, og mere end 9 af 10 af lærlingene fortsatte i virksomheden som uddannede elektrikere, lød det dengang.

Raaby & Rosendal blev etableret i 2017 og har altså været på noget af en vækstrejse indtil nu, hvor fremtiden ser knap så lys ud.

Lokalavisen har forsøgt at få en kommentar til konkursbegæringen fra virksomheden, men en medarbejder oplyser telefonisk, at man ikke har nogen kommentarer. Direktør og medejer Rune Laursen har dog udtalt til TV2 Østjylland, at konkursen til dels kan forklares med, at selskabet GMB Produktion er gået i rekonstruktion.

Raaby & Rosendal har arbejdet for selskabet, der ejes af erhvervsmanden René Birch, og man har mange penge tilgode, der ikke bliver betalt.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at de har været en god kunde hos os, og det rammer os. Det er ikke hele vores udfordring. Vi har også en udfordring i vores projektforretning, som har tabt nogle penge,« siger Rune Laursen til den regionale tv-station.

Lokalavisen har desuden forsøgt at få en kommentar fra advokat Morten Moltke Nygaard, der er kurator på konkursboet efter Raaby & Rosendal.

Bestyrelse og direktører fratrådt

Dagen efter konkursbegæringen skiftede Raaby & Rosendal navn til Slut-El ApS.

Slut-El ApS er ifølge cvr-registret også under konkurs. Her fremgår det endvidere, at hele bestyrelsen, direktionen og revisionsselskabet er fratrådt 21. februar.

Bestyrelsen bestod af formand Jørgen Lægaard, Bjarne Andersen og de to direktører og partnere Mikael Rosendal Eriksen og Rune Raaby Laursen.

De tre sidstnævnte ejede virksomheden.