Fortsæt til indhold

Favrskovs borgmester reagerer på sin vens død: »Søren tænkte altid på andre før sig selv«

Lars Storgaard var gode venner med Søren Pape Poulsen, der voksede op hos sine adoptivforældre i Vejerslev i Favrskov Kommune.

Favrskov

Favrskovs borgmester, Lars Storgaard, nåede at kende sin konservative partikollega Søren Pape Poulsen i over halvdelen af den nu afdøde partiformands 52-årige liv. Søren Pape Poulsen fik en hjerneblødning under partiets hovedbestyrelsesmøde i fredags og døde lørdag.

»Det er så trist, uvirkeligt og meningsløst. Søren var et fantastisk menneske og utrolig omsorgsfuld. Han var indbegrebet af nærvær, ærlighed, omsorg og ordentlighed – alt det, livet handler om,« siger Lars Storgaard.

Adopteret af Svend og Ruth

Søren Pape blev født nytårsaften 1971 i København af en meget ung mor, der ikke kunne have ham. Fire måneder gammel blev han adopteret fra børnehjemmet i København af sine forældre, Svend og Ruth, der boede på en gård i landsbyen Vejerslev ved Thorsø. Her voksede Søren Pape Poulsen op, gik på Tungelundskolen i Thorsø og meldte sig allerede som 15-årig ind i Konservativ Ungdom.

I 2001 blev han valgt ind i byrådet i den daværende Bjerringbro Kommune, som ved kommunalreformen blev en del af Viborg Kommune.

Favrskovs borgmester, Lars Storgaard, kommer ligesom Pape fra den vestlige del af Favrskov og kendte allerede til den unge Pape, inden han blev valgt ind i kommunalpolitik. Ved kommunalvalget i 1997 i den daværende Hvorslev Kommune var Søren Papes mor, Ruth Pape Poulsen, opstillet på den konservative byrådsliste sammen med Lars Storgaard. Hun blev ikke valgt ind, men havde stor indflydelse på, at Lars Storgaard med blot ét konservativt mandat blev viceborgmester i Hvorslev Kommune.

»Hun havde ordet i sin magt, og det var ikke mindst hendes fortjeneste, jeg blev viceborgmester,« fortæller Lars Storgaard.

I 2010 blev Søren Pape borgmester i Viborg Kommune og genvalgt for perioden 2014-2017. Han forlod dog allerede i sommeren 2014 borgmesterposten for at blive partiformand i Det Konservative Folkeparti. Det første folketingsvalg med Søren Pape ved roret blev en mindre katastrofe for det traditionsrige parti, der nærmede sig spærregrænsen, men frem mod kommunalvalget i 2021 stormede partiet frem i meningsmålingerne.

Det Konservative Folkeparti fik et fantastisk kommunalvalg, ikke mindst i Favrskov, hvor partiet gik fra to til seks mandater og blev det største borgerlige parti. De Konservatives kanonvalg tippede magtbalancen i byrådet, og som spidskandidat for det største borgerlige parti satte Lars Storgaard sig på borgmesterposten.

»Søren var der i den grad for mig ved kommunalvalgene i 2013, 17 og 21, og jeg talte i telefon med ham flere gange på valgnatten i 2021, hvor han rådede mig til at gå efter borgmesterposten,« fortæller borgmesteren.

Et af Storgaards seneste møder med Pape fandt sted mellem jul og nytår 2022, hvor Papes forældre havde inviteret Lars Storgaard på besøg i deres hjem i Bjerringbro, hvor de for en del år siden flyttede til efter at have solgt gården i Vejerslev.

Storgaard og Pape hyggede sig ved en julekomsammen i 2022 hos Papes forældre. Privatfoto

»Jeg var inviteret med som hemmelig gæst, og så kom Søren og lavede flæskesteg med sovs og kartofler og rødkål, og vi havde en hyggelig aften.«

Borgmesteren oplyser, at Søren Pape Poulsen bliver bisat fra Viborg Domkirke lørdag den 9. marts kl. 11.