Ny formand for Hadsten Handel: »Folk vil gerne møde naboen nede i byen«
Den nye formand driver to butikker i byen.
Anne-Mette Holm har i snart 18 år drevet butik i Hadsten. Det begyndte i 2006 med skobutikken Mette Sko, som blev etableret efter mange års ansættelse i skobranchen.
Ti år senere udvidede Anne-Mette Holm med endnu en butik, da hun genåbnede isenkræmmer-butikken Kop og Kande i Søndergade, der havde stået tom i nogle måneder.
Udover at have to butikker har hun i mange år været medlem af bestyrelsen og tilmed næstformand i Hadsten Handel, så da der på årets generalforsamling i handelsstandsforeningen skulle vælges ny formand, var Anne-Mette Holm ikke den mindst oplagte kandidat.
»Folk er bange for, at der er for meget at lave, så der var ikke ligefrem kampvalg,« fortæller butiksindehaveren med et smil, så hun tog formandsopgaven på sig, der gælder for et år ad gangen.
»Jeg tror på, at vi med god kommunikation og sammenhold kan styrke og hjælpe hinanden i en svær tid,« siger den nye formand.
Hun lægger ikke skjul på, at det ikke er en dans på roser at drive butik i disse år, men den nye bestyrelse er klar på at give den en skalle.
»Vi er super glade for vores kunder, og vi forsøger at lave nogle gode arrangementer for dem, så vi kan blive ved med at have en levende by. Jeg elsker arrangementer med masser af mennesker i byen, om det er herrefed fredag, modeshow eller noget helt andet. Vi skal differentiere os på, at vi er en lidt mindre by, hvor folk gerne vil møde naboen nede i byen. Det gør man ikke i Aarhus,« siger Anne Mette Holm.
Kunstaften
Den nye formand vil gerne være med til at styrke samarbejdet med folk i byen og kommunen. Det forsøger man eksempelvis til Hadsten Handels næste arrangement, som er en kunstaften, hvor man inviterer lokale kunstnere til at udstille deres værker. Der bliver opstillet et telt, hvor værkerne opstilles, og der serveres pindemadder og bobler. Det vil også være muligt at udstille i nogle af butikkerne.
»Der er allerede nogle kunstnere, der har tilmeldt sig, og vi har spurgt børnehaver, om de vil lave tegninger, vi vil hænge op på tørresnore i gaden, så der er kunst for alle aldre.«
Kunstaftenen i Hadsten finder sted torsdag 4. april klokken 16-20.
Anne-Mette Holm afløser blomsterhandler Lars Simonsen, der efter flere år som formand for Hadsten Handel ikke ønskede genvalg. Den nye bestyrelse vil snart konstituere sig.