Fortsæt til indhold

Borgere på barrikaderne: Vil ikke acceptere genbrugsplads ved deres landsby

Landsbybeboere frygter, at genbrugsplads vil ødelægge det gode landsbyliv.

Favrskov

En gruppe borgere i Haldum er gået på barrikaderne. De frygter, at Favrskov Kommune vil tillade en ny stor genbrugsplads klos op ad landsbyen, der ligger mellem Hinnerup og Hadsten. Genbrugspladsen skal afløse de nuværende pladser i de to byer og vil derfor blive langt større end kommunens andre pladser i Hammel og Hvorslev.

Beslutningen om at lave en fælles plads for de to byer blev truffet i 2022. Her kom det frem, at den formentlig skulle ligge på Skanderborgvej mellem Haldum og Hadsten. Borgerne i Haldum havde dog opfattelsen af, at kommunen arbejdede på en placering cirka en kilometer nord for landsbyen. Det er korrekt, men denne placering er sidenhen af forskellige årsager droppet.

Det var borgerne, Lokalavisen har talt med, ikke klar over. De fik sig derfor noget af et chok, da de for nylig opdagede, at kommunen arbejder på en placering umiddelbart nord for Haldum.

Udklip fra Favrskov Kommunes Plan- og bæredygtighedsstrategi 2040, hvor den mulige placering af genbrugspladsen er aftegnet.

»Det vil vi godt nok være kede af. Vi er i forvejen hårdt belastet af tung trafik fra Frode Laursen på Vittenvej gennem Haldum og fra grusgraven på Lynghøjvej. Der er desuden lavet en plan for Haldum om, at den skal bevare sit landsbypræg. En genbrugsplads er det fuldstændig modsatte og vil give en forringelse af vores grundværdier, som vil gøre det markant sværere at sælge byggegrunde og huse,« siger Britta Plesner Lynge fra Haldum.

Hun er med i en styregruppe, som en gruppe borgere i Haldum har nedsat i protest mod planen om den nærliggende genbrugsplads. Gruppen har forfattet et debatindlæg i Lokalavisen og skrevet til alle byrådsmedlemmer, hvor de redegør for deres modstand, fordi de frygter for ekstra trafik, støj, lugt og lysforurening.

Styregruppen har efterfølgende været inviteret til møde med Favrskov Kommune og Favrskov Forsyning, hvor de fik bekræftet, at kommunen arbejder på placeringen ved Haldum.

»Vi gjorde det helt klart, at vi aldrig vil tillade en genbrugsplads i Haldum, og at vi vil kæmpe imod med alle midler,« siger Britta Plesner Lynge.

Boligprojekt i fare

Anton Svith, der også bor i Haldum og er med i styregruppen, er ekstra ked af den planlagte placering. Han har nemlig gennem flere år været i gang med at udvikle et boligprojekt, som for flere år siden er lokalplanlagt. Det består af 17 boliger i et gårdmiljø, der vil blive nærmeste naboer til genbrugspladsen.

»Jeg har væltet min farmors gård og nedlagt svineproduktion for at få plads og lov til at bygge. Det havde jeg ikke gjort, hvis jeg havde en idé om, at der ville komme en genbrugsplads. Jeg kan slet ikke gennemskue konsekvenserne for byggeprojektet, hvis det sker,« siger Anton Svith.

Boligudvikleren fortæller, at der er lavet tilslutning til offentlige kloakker til de første fem huse, og at han forventeligt vil gennemføre og afslutte boligprojektet indenfor tre år.

Ifølge både Anton Svith og Britta Plesner Lynge er Haldum inde i en positiv udvikling med tilflytning af unge børnefamilier, der gerne vil være en del af landsbylivet. En udvikling de frygter går i stå, hvis de får en genbrugsplads som nabo.

Ønsker ikke at sælge

Grunden, som Favrskov Kommune og Favrskov Forsyning gerne vil bygge på, ejes af Gudrun og Jens Ole Poulsen fra Haldum. De troede ligesom borgerne i styregruppen, at kommunen arbejdede på den tidligere omtalte placering cirka en kilometer nord for Haldum. Indtil de i slutningen af 2023 blev kaldt til møde med kommunen og forsyningsselskabet, der orienterede dem om, at man gerne ville købe deres jord til formålet.

»Vi har allerede rigtig megen trafik i området, og vi synes, det er en rigtig dårlig idé at placere en genbrugsplads så tæt på landsbyen,« siger Jens Ole Poulsen og tilføjer.

»Vi er ikke interesserede i at komme af med vores jord, men hvis vi ikke sælger frivilligt, lyder det som om, kommunen vil ekspropriere grunden.«

Mange hensyn at tage

Søren Frandsen, der er byrådsmedlem og som sådan udpeget formand for Favrskov Forsyning, fortæller, at der er mange ting i spil og hensyn at tage, når man skal finde en egnet placering til en genbrugsplads. Den skal dels have en vis størrelse og have en rimelig central beliggenhed i forhold til brugerne, ligesom man skal tage hensyn til adgangsforhold, trafik, naboer og grundvandsinteresser med mere.

»Forsyningen beder kommunen om at komme op med en mulig placering, og her er forvaltningen altså endt med at komme op med det her forslag som den bedste placering. Det læner jeg mig op ad i første omgang, og så kan det være undervejs, vi finder ud af noget andet,« siger Søren Frandsen.

Han påpeger, at der under alle omstændigheder skal laves en ny lokalplan, som skal i offentlig høring, før det eventuelt besluttes at etablere en stor genbrugsplads lige nord for Haldum.

»Borgerne har gode muligheder for at kommentere på planerne, og man skal også huske på, at vi som kommune stiller krav i forhold til at vise hensyn til naboerne.«

Hvis kommunen køber eller eksproprierer grunden ved Haldum, er det så ikke reelt besluttet, at man vil placere genbrugspladsen der?

»Man er i gang med at tage beslutningen, det er korrekt, men det er ikke endeligt vedtaget,« svarer Søren Frandsen.