Fortsæt til indhold

Hæder til en helt ekstraordinær frivillig

Madmor får medalje for enestående indsats.

Favrskov
jr

Louise Skouboe Bjerg har modtaget Landsgarderforeningens Fortjenstmedalje for igennem mange år at have ydet en enestående indsats for Hinnerup Garden. Det oplyser musikkorpsgruppen i en pressemeddelelse.

I år er hendes datter Laura på udvekslingsophold i udlandet, men hun arbejder alligevel fortsat på fuld tryk for garden, selvom datteren for tiden ikke er aktiv.

Louise Skouboe Bjerg blev valgt ind i bestyrelsen i 2017, hvor hun var klar på at overtage kassererposten. Og ifølge garden har hun lagt så stor en arbejdskraft i foreningen, at det føles som meget længere end syv år siden, hun kom til.

»Medlemmerne i garden sætter stor pris på Louise som gardens helt fantastiske madmor. Uanset hvad garden skal, så kan Louise altid lige lave mad eller bage en kage til garden. Ofte tager Louise ansvar for at der bliver lavet varm aftensmad til gardens almindelige øveaftener. Louise er ansvarlig for gardens instrumentbeholdning, udlevering, aflevering, rengøring og reparation, selvom hun aldrig selv har spillet på et instrument.«

Louise Skouboe Bjerg fik diplom og blomster, da hun modtog Landsgarderforeningens Fortjenstmedalje. Privatfoto

Louise Skouboe Bjerg står for rekruttering af frivillige til en lang række hjælpeopgaver, hvor hun også selv tager en stor tørn, ligesom hun gør til den årlige Hinnerup Sommerskole og til DM for amatørorkestre.

Hinnerup Gardens altmuligkvinde er desuden fast hjælper i gardens grundskole og står for organisering af skoleaktiviteter til at rekruttere nye medlemmer. Hun er, også, meget aktiv på ture og til DM for bygarder.