Pompdelux-ejer efter konkurs: Vi har gjort alt
Forbrugerkrisen har taget livet af det kendte børnetøjsmærke med hovedkontor i Søften.
Fra opstarten i 2006 og helt frem til og med regnskabsåret 2021 har børnetøjsfirmaet Pompdelux været en rentabel virksomhed. Med enkelte undtagelser har virksomheden, der har hovedkontor i Søften, leveret solide millionoverskud, der i de bedste år var på den gode side af 30 millioner kroner.
Siden pandemien satte ind i 2020 har Pompdelux løbende trimmet forretningen og tilpasset sig, men en drastisk ændring i forbrugeradfærden, der begyndte i foråret 2022, har ført til, at indehaver Marianne Hoffmann Dyrbøl netop har indgivet konkursbegæring. Det oplyser hun i en pressemeddelelse.
»Vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt, for at tilpasse os de udefrakommende skiftende forhold i de seneste år, men desværre er vi nu nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan opretholde vores forpligtelser i det nuværende set-up,« fortæller Marianne Hoffmann Dyrbøl, der i 2015 købte sin medstifter Pia Holmen Møller ud og siden da har været eneindehaver.
»Det har været vigtigt for mig at begrænse skaden i videst muligt omfang, og det er med tungt hjerte, at jeg må indgive en konkursbegæring. Jeg er yderst taknemmelig over for vores loyale kunder, samarbejdspartnere og passionerede konsulenter og medarbejdere, der har støttet os gennem årene, og jeg beklager over for dem, der måtte blive berørt af konkursen.«
Konkursboets kurator oplyser til TV 2, at al drift er indstillet, og at alle cirka 50 medarbejdere på hovedkontoret i Søften og i virksomhedens outletbutik i Ringsted er blevet opsagt og fritstillet.
Pompdelux har 150.00 følgere på Facebook og holdt i dagene op til konkursen brandudsalg med 70 procent rabat på forårskollektionen. Det skriver Finans.
Marianne Hoffmann Dyrbøl fortæller i pressemeddelelsen, at det er uvist, hvad der nu skal ske med Pompdelux, men at hun vil stå til rådighed for kurator og på bedste vis bidrage til en redningsplan for sit hjertebarn, som hun med stolthed har drevet i 18 år.