Flora døde af kræft som seksårig, men hendes klovneløb lever videre
Ulstrup er for tredje år i træk ramme om et klovneløb til fordel for De Danske Hospitalsklovne.
I februar 2023 blev seksårige Flora Leth Bøttern sluppet fri fra sin sygdom.
Sådan formulerede familien det i en dødsannonce i Lokalavisen for deres datter, som i december 2021 fik konstateret en kræfttumor i hjernen og skulle igennem flere operationer i hjernen, stråleterapi og mange kemobehandlinger. Under sit 14 måneder lange sygdomsforløb var Flora i narkose 50 gange og i lange perioder indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor hospitalsklovnene hurtigt blev en del af Floras hverdag.
»Alt det kom vi igennem, fordi der var klovnelyspunkter at se frem til. Vores forløb havde ikke været det samme for nogen af os, hvis ikke vi havde haft en stor håndfuld klovnevenner at læne os op ad,« fortæller Floras mor, Line Leth Lundbak, i en pressemeddelelse fra Ulstrup IF.
Flora fik især et tæt forhold til hospitalsklovnen Makaroni.
»Flora og Makaroni blev et par. Det perfekte makkerpar. Makaroni var den, der gjorde indlæggelserne til at holde ud. Det var ham, Flora så frem til at møde, når vi skulle til Skejby. I Flora og Makaronis makkerskab var det Flora, der tog styringen. Det var vigtigt, for hun havde mistet kontrollen over rigtig meget i sit liv. Makaroni blev en ven for hele vores familie. Den bedste ven. Han er noget helt specielt for os alle sammen,« fortæller Line Leth Lundbak.
De gode oplevelser med hospitalsklovnene fik allerede for to år siden familien til at arrangere et klovneløb i Ulstrup til fordel for klovnenes arbejde med at skabe lys i mørket for indlagte børn. Klovneløbet i foråret 2022 indbragte 20.000 kroner til hospitalsklovnene, og løbet blev også afviklet i foråret 2023, selvom Flora to måneder tidligere gået bort.
Nu er Ulstrup IF klar til for tredje år i træk at afholde det lokale klovneløb, der hedder Flora og Nellies klovneløb. Nellie er Floras tvillingesøster, som også havde stor glæde af hospitalsklovnene, når hun besøgte sin søster på hospitalet i Skejby. Klovnen Makaroni var der hele vejen for hele familien og troppede endda op, da Nellie efter en lang pause havde første skoledag, mens familien boede på hospice.
Flora og Nellies klovneløb til fordel for Danske Hospitalsklovne finder sted lørdag 25. maj 2024 ved Ulstruphallerne. Der er en rute på 1,7 kilometer og en rute på 5,3 kilometer, og man bestemmer helt selv, om man vil løbe eller gå rundt. Som noget nyt i år har arrangørerne udvidet med et halvmaraton, så de lidt mere seriøse løbere kan få noteret en tid.
Der er også udvidet med forskellige gratis børneaktiviteter på parkeringspladsen ved hallerne. Fra klokken 10 kan man fornøje sig med hoppeborge, mooncars, pandekager på bål, ansigtsmaling og photobooth, inden løbet går i gang klokken 11.
Et kvarter før start er der fælles opvarmning til den officielle klovneløbssang ”Næsen løber”, inden borgmester Lars Storgaard, der selv bor i Ulstrup, skyder løbet i gang.
Der er gratis kage, frugt og vand til alle deltagere, og takket være lokale sponsorer kan man efter løbet sælge pølser, øl og sodavand, slush-ice, saftevand samt te og kaffe. Al indtjening fra salget går ubeskåret til klovneløbet.
»Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre forening at støtte end Danske Hospitalsklovne. De gør så stor en forskel for os familier, der står i det allerværste, man kan forestille sig,« siger Line Leth Lundbak.
Man må meget gerne tilmelde sig på forhånd, men det er også muligt at tilmelde sig på pladsen på dagen.