Busbjerg Spillene gør klar til premiere på dansk nyklassiker
Der er både nye og kendte ansigter på scenen, når Busbjerg Spillene åbner for årets forestilling.
Hvis man kommer på Busbjerg ved Ulstrup i disse dage, vil man høre lyden af motorsave og boremaskiner i en hård dyst med skuespillernes og fuglenes sang. Der er travlt på ”Bjerget”, for Busbjerg Spillene er i gang med at gøre klar til den 79. forestilling på Busbjerg, nemlig musicalen ”Atlantis”. Det skriver Busbjerg Spillene i en pressemeddelelse.
Musicalen tager udgangspunkt i myten om Atlantis og handler om den unge Silvan, der forelsker sig i Kong Atlas’ datter, Adalena. De to møder hinanden på et marked, hvor Silvan redder hende fra tre netop hjemvendte soldater.
Jabbadoor, som har indgået en djævelsk pagt med Baalzebub, er den succesrige hærfører for kong Atlas, men han lægger skumle planer, for han vil være konge i stedet for kong Atlas. Hvordan det går, skal ikke afsløres her, men det kan røbes, at selv om Atlantis jo nok ender med at gå under, så vinder kærligheden selvfølgelig over ondskaben.
Største cast i mange år
Musicalen, som har musik af Peter Spies og tekst af Thomas Høg og Sune Svanekier, er den første danske musical, der er gennemkomponeret. Den fik sin debut i 1993 og er siden opført over hele landet og er oversat til ikke mindre end fem sprog. Den blev sidst spillet på Busbjerg i 2014.
Årets cast er det største på Busbjerg i mange år. Ikke mindre end 40 skuespillere skal i år på scenen. Der er blandt andet seks børn med fra Teaterskolen Busbjergs Børn, og blandt børn og voksne er der en del fra lokalområdet Ulstrup, Langå, Bjerringbro, men også fra Hadsten, Hammel og Hinnerup.
”
Både nye og kendte ansigter
På rollelisten ser man både nye og kendte ansigter. Jonas Scott Di Hu spiller rollen som Silvan. Han spiller med på Busbjerg for tredje år i træk, mens Adalena spilles af Inger-Margrethe Holt Povlsen, som er med for første gang. Den onde Jabbadoor spilles af endnu et nyt ansigt på Busbjerg, nemlig Jon Nergård Kobberøe, som er en garvet skuespiller, der tidligere har spillet med i Herning, ved MCH Musical og ved Palsgaard Sommerspil. Rollen som kong Atlas er lagt sikkert i hænderne på Morten Falbe Hansen, som har været at finde enten på eller bag scenen siden 2013.
Det kreative team bag opførelsen, instruktør Michael Pedersen, kapelmester Gustav Nyboe Hagner og koreograf Michelle Fonseca Kristensen har gennem de seneste måneder instrueret skuespillerne i drama, sang og dans, men i år har de også fået hjælp udefra til kamp- og sangteknik, for sikkerheden sættes meget højt på Busbjerg, og ambitionerne om at lave en forestilling ud over det sædvanlige er ligeledes høje.
Frivillige søges
Til gennemførelsen af en forestilling af denne type er der behov for en del frivillige hænder, og for ikke at lægge for mange opgaver på den enkelte frivillige søges der frivillige til forskellige opgaver. Der er blandt andet behov for hjælp bag scenen til at lægge makeup og skifte kostumer. Man behøver ikke at have erfaring for dette, man bliver oplært i de opgaver, man bliver sat til. En anden opgave, der kræver lidt muskler, er opgaven som backstagecrew, som blandt andet hjælper med at køre kulisser og rekvisitter frem og tilbage.
Forestillingen har premiere den 20. juni.