Fortsæt til indhold

Smilet er tilbage hos Løbeshop

Den store webshop i Hadsten er kommet af med sur smiley fra Fødevarestyrelsen.

Favrskov

Løbeshop.dk modtog i begyndelsen af maj en sur smiley fra Fødevarestyrelsen, efter Fødevarerejseholdet i en admistrativ opfølgende kontrol havde fundet kosttilskud, der manglede information om fødevarerne på dansk.

Fødevarerejseholdet havde ved et foregående besøg hos Løbeshop registreret, at informationerne om virksomhedens kosttilskudsprodukter stod på engelsk. Det medførte en indskærpelse, og da man ved den opfølgende administrative kontrol igen fandt kosttilskud uden dansk produktinformation, udløste det en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner.

Løbeshops direktør Ivan Jæger Christiansen har forklaret, at virksomheden ikke havde været opmærksom på kravet, da man begyndte at sælge kosttilskud og dermed blev betragtet som en fødevarevirksomhed.

Efter det første besøg gik den store webshop i Hadsten straks i gang med at få skrevet fødevareinformationerne på dansk på sine omkring 100 kosttilskudsprodukter. I mellemtiden frem mod den opfølgende kontrol havde Løbeshop imidlertid fået nye produkter, der ved en fejl var blevet oprettet på engelsk og ikke oversat til engelsk, hvilket udløste den sure smiley og bøde.

Den gode nyhed er, at der nu er kommet helt styr på tingene hos virksomheden i Hadsten. I hvert fald har Fødevarerejseholdet 19. juni foretaget en administrativ opfølgende kontrol og konkluderet, at forholdet er bragt i orden.

At kontrollen er foretaget administrativt, indebærer at Fødevarestyrelsen ikke har været på fysisk besøg på virksomheden for at udføre kontrollen, der jo i Løbeshops tilfælde kan foretages via virksomhedens hjemmeside.

I kontrolrapporten fra 19. juni kan man læse, at der er kontrolleret en række navngivne produkter, som altså har levet op til kravet om information på dansk og dermed har udløst en glad smiley.