Marked kan næsten melde udsolgt: »En rigtig god blanding i år«
Der bliver rig mulighed for at gøre en god handel på Lilleå Marked i år.
Er I klar til årets Lilleå Marked?
»Jaaae, altså man er vel aldrig helt klar, før gæsterne står der. Men vi arbejder intenst på at blive færdige – og det bliver vi.«
Sådan siger Lars Simonsen, som er formand for aktivitetsudvalget i Lions Club Hadsten, der står bag Lilleå Marked.
Arbejdet med at lave Lilleå Marked begynder et helt år i forvejen, og i år har arbejdet været ekstra hårdt. For at sikre sig et mere actionfyldt tivoli var Lions Club Hadsten nødt til at flytte markedet fra uge 32 til uge 34, og det har alt sammen krævet en stor indsats.
En del af indsatsen er gået med aktivt at søge efter kræmmere, og det arbejde har båret frugt.
»Vi var meget spændte på, hvordan kræmmer-delen ville gå, når vi nu rykkede markedet. Det er jo 70-80 kræmmere, som skal rykkes,« siger Lars Simonsen og fortsætter:
»Vi valgte at være proaktive og tage fysisk ud til forskellige markeder i landet for at tale med kræmmerne. Det betød kontakt til både gamle og nye kræmmere og nogle, vi ikke anede eksisterede. Så det bliver en rigtig god blanding i år, og vi er rigtig glade for at kunne sige, at der næsten er udsolgt af stadepladser.«
Lars Simonsen tilføjer dog, at Lilleå Marked har en »nødgade,« hvor der er mulighed for at tilføje flere stadepladser, hvis der pludselig skulle blive behov for det.