Fortsæt til indhold

Landsby er splittet i holdning til kæmpe udvidelse af biogasanlæg

Der er massiv modstand, men også en del tilhængere af udvidelsen af Langå Bioenergi.

Favrskov

Artiklen er opdateret 21. september.

Forsamlingshuset i Laurbjerg var fyldt til borgermøde om udvidelsen af Langå Bioenergi. Op mod 100 gæster var mødt op til borgermødet for at høre ejernes præsentation af projektet og kommunens gennemgang af processen.

Efter oplæggene var der stor spørgelyst, som efterhånden gik over i meningstilkendegivelser imod udvidelsen, oplyser et par af deltagerne til avisen.

Biogasanlægget ønsker at tredoble produktionen samt etablere et solcelleanlæg på fem hektar til at forsyne anlægget med strøm. Ifølge ejerne vil udvidelsen give mindre lugtgener end i dag, men trafikken af lastbiler vil blive tre-fire gange så stor som i dag.

»Mange synes, det er for stort og er bange for trafikken og sikkerheden i byen. Vejene er ikke bygget til tung trafik, og kommunen er lidt langsom til at reparere veje,« siger Clément Blain fra Laurbjerg.

Han deltog i borgermødet og er selv i udgangspunktet modstander af udvidelsen.

Generet af lugt og støj

Ifølge Clément Blain er biogasanlæggets nære naboer allerede i dag kraftigt generet af lugt, lys og støj, og naboerne har ikke stor tiltro til ejernes påstand om, at lugten vil blive mindre.

»Kommunen og Danish Bio Commodities (ejerne af biogasanlægget) siger, at udvidelsen vil ske i respekt for naboerne, men naboerne føler ikke, det foregår respektfuldt i dag, så de har noget at bevise.«

Clément Blain er til gengæld også klar over, at når det kommer til projekter som udvidelsen af et biogasanlæg, er det oftest modstanderne, der råber højest. Han har derfor oprettet en uvidenskabelig meningsmåling på byens facebookside og opfordret de lokale borgere til at give deres mening til kende.

Enten for eller imod

122 personer givet deres mening til kende, og godt halvdelen af dem er meget imod udvidelsen. Godt en fjerdedel har den stik modsatte holdning og er meget FOR udvidelsen, mens resten er mere eller mindre i tvivl om deres holdning.

»Holdningen til udvidelsen er meget polariseret. Folk er enten meget for eller meget imod,« konkluderer Clément Blain foreløbig.

Ifølge Clément Blain blev der på borgermødet uddelt hug til kommunen fra flere borgere, der føler, at tingene for tiden går i den forkerte retning for Laurbjerg. Kommunen har store planer om at udvide byen fra 1.000 til 1.400 indbyggere, men man har endnu ikke fået noget trinbræt og står også overfor at miste den kommunale tandpleje. Oven i det kommer så den planlagte udvidelse af biogasanlægget, som for mange er endnu en torn i øjet.