Forretningsmand fra Hammel udvider sit imperium
Miko Gulve overtager en stor andel af to andre østjyske gulv-virksomheder.
Erhvervsmanden Christian Christensen fra Hammel har udvidet sin forretning, Miko Gulve A/S, som i sin tid havde hovedsæde i Hammel og blev drevet af hans forældre.
Miko, der i dag har hovedsæde i Randers, har købt en stor andel af konkurrenten Hammelsvang A/S og en betydelig del af Silkeborg Gulvbelægning A/S, der har samme ejere. Opkøbet sker for at ruste de tre virksomheder til fremtiden med øget konkurrence og stigende krav.
Miko Holding ApS, der står bag Miko Gulve A/S, har overtaget 50 procent af Hammelsvang A/S og 45 procent af Silkeborg Gulvbelægning A/S, således at Miko og Hammelsvang har en lige stor ejerandel i de to virksomheder. De sidste 10 procent i Silkeborg Gulvbelægning ejes af Christian Lænsø.
Aftalen er indgået efter syv måneders forhandling og er blevet mulig, efter den nu tidligere medejer Kim Bundgaard går på pension.
»Det har været vigtigt for os at tage os tid til at sikre, at vi respekterer både historien, kulturen og medarbejderne i de respektive virksomheder,« fortæller Mikos ejer, Christian Christensen, i en pressemeddelelse.
Hammelsvang A/S er ligesom Miko Gulve en østjysk familievirksomhed med mange år på bagen. Virksomheden holder til i Hasselager og har i over 50 år leveret erhvervsgulve til det offentlige og private virksomheder.
»Vi ser frem til et tæt samarbejde med Miko Gulve. Dette opkøb vil sikre vores fremtidige konkurrenceevne,« siger Mogens Hammelsvang, administrerende direktør i Hammelsvang A/S.
Selvom virksomhederne fortsætter som selvstændige enheder og konkurrenter i markedet, vil opkøbet skabe nye synergier, forbedrede vilkår hos leverandører og styrket konkurrenceevne. Ved at samarbejde kan virksomhederne stå stærkere i et marked præget af stigende krav, oplyser de i pressemeddelelsen.
Mogens Hammelsvang fortsætter som administrerende direktør for Hammelsvang A/S og Silkeborg Gulvbelægning A/S.
Derudover hentes der nye kræfter ind, idet Preben Christensen, tidligere medejer og økonomidirektør hos EHJ Energi, tiltræder som økonomichef. Preben Christensen er ligesom Christian Christensen kendt i erhvervslivet i Hammel, hvor han tidligere har drevet virksomhed og været erhvervschef.
Indehaveren af Miko er involveret i flere andre virksomheder. Blandt andet ejer han halvdelen af den 100 mand store virksomhed WekoAgro Machinery ved Hammel/Voldby, der for nylig indviede en ny stor klargøringshal.