Butik fejrer 40 år: »Skrækscenariet er, at tøjet bliver kaldt konet«
»Her elsker vi det, der ikke bare kan findes alle andre steder. Vi skal ikke sælge stangvarer,« siger ejeren af tøjbutikken Ketty Skou, som lige om lidt fejrer 40 år.
4. november 1984 slog en ny dametøjsbutik dørene op i et lille lokale i Vestergade i Hammel. Butikken bar det samme navn som ejeren ’Ketty Skou’.
Forretningen eksisterer stadig. Er du hurtig til hovedregning, har du nok allerede regnet ud, at Ketty Skou derfor kan fejre 40-årsjubilæum i år.
I dag er det den oprindelige ejers datter, Marianne Skou, som kører butikken, men Ketty Skou er skam stadig at finde i forretningen flere gange om ugen.
Hvorfor eksisterer butikken stadig efter 40 år?
»Ja, det må du næsten spørge kunderne om. Jeg tror, det er fordi, vi er, som vi er. Vi kan godt lide at lave lidt pjat, men på en professionel måde,« siger Marianne Skou, før en kunde i butikken bryder ind:
»Og så er her lækre varer,« siger kunden, som er kørt fra Silkeborg.
Marianne Skou fortsætter:
»Skrækscenariet her i butikken er, at vores tøj bliver kaldt ’konet’. Her elsker vi det, der ikke bare kan findes alle andre steder. Så hvis en sælger kommer og siger, at den her buks har alle andre købt – fint – så skal vi ikke have den. Vi skal ikke sælge stangvarer. Og så finder man god kvalitet i Ketty Skou – tøj, der holder længe. Det er jo også meget oppe i tiden: Køb lidt, men godt.«
Ketty Skou har kunder fra hele landet.
»Ja, hele det ganske land – argh, måske ikke lige Møn, men ellers,« siger Marianne Skou med et smil.
I særdeleshed kommer kunderne fra Favrskov, Aarhus, Randers og Silkeborg. Aldersspændet går fra 14 til 103 år.
En talemåde siger: Fyrre, fed og færdig. Passer det på stedet her?
»Det kan godt være, at jeg er småfed, men færdig er jeg sgu ikke, og det er butikken heller ikke. Kan vi overleve corona-tiden, så kan vi overleve alt. Men det er jo kunderne, som bestemmer, hvornår butikken er færdig. Jeg håber, at vi er her mange år endnu.«
Mor og datter er gode sammen
Da butikken åbnede for 40 år siden, var det med kvindetøj i størrelse 42-56. Det var dengang en af ganske få butikker i landet med store størrelser. I dag hedder størrelserne 34-50.
Butikken nåede at ligge i det lille lokale i Vestergade i halvandet år, før den flyttede til de nuværende lokaler i Østergade 7D.
»Lokalet i Vestergade havde vist nok været en gammel hestestald, som mine forældre, Ketty og Arne, satte i stand. Men det var ikke så sundt et lokale – man kunne ikke holde varmen. Så i påsken 1986 flyttede vi herop,« siger Marianne Skou, som har været en del af butikken fra begyndelsen.
I starten satte hun prismærker på tøjet efter skoletid, sidenhen kom hun i lære i butikken og blev uddannet butiksassistent derfra, før hun i 2016 overtog ejerskabet.
Ind imellem har hun dog blandt andet uddannet sig til ergoterapeut, hun har sejlet med passagerfærge, og hun har været leder i en butik i Esbjerg.
»Men uanset, hvor jeg har været, så har jeg aldrig helt kunnet lade butikken her ligge. Så hver gang, jeg var hjemme i Hammel, var jeg forbi butikken,« siger Marianne Skou, som ikke tøvede med at sige ja til at overtage forretningen, da hendes mor spurgte:
»Jeg har altid elsket at arbejde sammen med Ketty, og vi har altid arbejdet sindssygt godt sammen.«
40-årsjubilæet fejres med et udsolgt modeshow 3. november. Desuden kører butikken med konkurrencer hele uge 45. Onsdag og fredag er der livemusik ved butikken.