Åbner snart: Her kan man spille indendørs golf
15. november åbner Hadsten Indoor Golf, som er et indendørs golfcenter med fire golfsimulatorer.
Tre-fire måneder om året vælger mange golfspillere at holde sig væk fra golfbanen, men med Brian Mikkelsens nye tiltag i Hadsten kan de fortsætte træningen hen over vinteren.
På Bavne Allé 3 åbner Brian Mikkelsen 15. november Hadsten Indoor Golf, som er et indendørs golfcenter med fire golfsimulatorer.
»Hvis man er erfaren golfspiller, kan man holde sit sving ved lige i de måneder, hvor der er dårligst vejr. Er man ikke så erfaren, kan man også komme forbi og hygge sig med nogle kammerater,« siger han.
Aner man intet om golf, lyder det måske umiddelbart mærkeligt, at man kan spille golf indendørs, for man slår faktisk med en rigtig golfkølle til en rigtig golfbold. Man slår dog op i et lærred, og så opfanger et kamera alt omkring slaget. Bolden fortsætter ”ind” i den virtuelle bane, som man ser på lærredet foran sig.
På den måde kan man spille 300 ”rigtige” baner fra hele verden.
»Man vil også kunne booke golfundervisning af en pro,« siger Brian Mikkelsen, som selv spiller i Søhøjlandet Golf og altid selv har haft en golfsimulator.
Da han en dag spillede på golfsimulatoren med en kammerat, sagde kammeraten, at det ville være en god idé med et simulator-golfcenter i området.
»Så begyndte jeg jo at undersøge oplandet og fandt ud af, at der ikke ligger sådanne golfcentre her i nærheden,« siger Brian Mikkelsen, som har indrettet det nye golfcenter i en lagerbygning ved siden af sin virksomhed, Meiers Maskinfabrik.
Tanken er, at Hadsten Indoor Golf skal være mere eller mindre selvkørende. Al booking af baner foregår online. Man får så en kode, som man taster ind ved døren – på samme vis som man kender det fra eksempelvis padel.
Man skal selv medbringe køller.