»Jeg tog den på til en gudstjeneste, og den blev taget rigtig godt imod«

Det begyndte egentlig ganske praktisk. Jeg var i gang med at flytte to gamle messehageler fra Grundfør Kirke over på kirkekontoret på grund af fugt i kirken. Den ene havde hængt med motivet på ryggen ind mod bagsiden af alteret, så jeg havde faktisk aldrig set, hvordan den så ud.

Da jeg fik den med over på kirkekontoret og kiggede ordentligt på den, gik det op for mig, hvilket arbejde der lå i den. Den er broderet med utallige små sting i et væld af farver og nuancer, og der er brugt både kniplinger, stof og guldbroderi. Blomsterne har næsten tredimensionel dybde. Jeg kunne se på skriften i nakken, at den blev skabt af Lene Bruun Kolff i 1993. Lene er tekstilkunstner og arbejder med broderi som en slags maleri med tråd.

Samtidig opdagede jeg, at den passede mig perfekt. Jeg er 160 centimeter høj, og de fleste messehageler er ganske enkelt for lange til mig. Men jeg havde aldrig brugt messehagel før, og jeg havde egentlig aldrig rigtigt tænkt på det, for det har ikke været en tradition her hos os i Kirken i Hinnerup. Men nu stod jeg med noget så smukt, og jeg syntes, det var synd, hvis det bare skulle hænge gemt væk. Så begyndte jeg at overveje, om messehagelen egentlig hørte til i min måde at være præst på. Det gjorde jeg mig en del tanker om. Men hvad er egentlig sådan en præst? Ikke nogen særlig, kom jeg frem til.

Hvis vi ikke skal henfalde til min indre tankeverden, så er det måske på sin plads med lidt baggrund om messehagelen, for det er nok de færreste, der går rundt med den store viden om den. Men det får I nu: Messehagelen har rødder langt tilbage. Den stammer fra antikkens kappe, som med tiden blev en del af kirkens liturgiske klædedragt. Efter Reformationen beholdt man messehagelen i den lutherske kirke, og gennem tiden har både snit, udsmykning og farver udviklet sig. Farverne følger kirkeåret, og vores grønne messehagel bruges i trinitatistiden, som i år strækker sig fra slutningen af maj til midten af november – så den kan heldigvis bruges mange søndage.

Messehagelen bruges under nadveren og er med til at markere det særlige kærlighedsmåltid, vi deler med hinanden. Jeg synes egentlig også, at der er noget meget fint i, at det, vi samles om, gerne må være smukt. Og dermed har jeg afsløret mig selv, for jeg kan lige så godt indrømme, at æstetikken også fylder hos mig. Kirken er også et æstetisk rum, og skønhed kan være med til at fortælle os, at noget er vigtigt.

Jeg nåede frem til, at kirkens flotte messehagel selvfølgelig skulle bruges, så jeg tog den på til en gudstjeneste, og den blev taget rigtig godt imod. Flere syntes, den var smuk og festlig, og det var vitterligt en fryd at være vidne til.

Siden blev jeg inviteret hjem til Lene og Willie Kolff. Her fik jeg historien om messehagelen og dens tilblivelse. Lene havde gemt en scrapbog fra arbejdet, som hun nu gav til kirken. Den fortæller både om processen, historien bag de motiver og ikke mindst tekstiler, der er valgt. Motiverne kan findes forskellige steder i Grundfør Kirke – bl.a. på enderne af kirkebænkene.

Historien havde imidlertid endnu en lille krølle. Messehagelen var aldrig blevet helt færdig. Forsiden mangler stadig sit motiv, fordi kirken dengang ikke havde råd til at få det lavet. Det har Lene nu tilbudt at gøre, hvilket vi er meget taknemmelige for, og vi glæder os meget til at se det færdige resultat.

Tænk, at det hele begyndte med, at jeg skulle flytte to messehageler på grund af fugt. Jeg havde aldrig rigtig set den ene før. Nu er den taget i brug igen, historien om dens tilblivelse er blevet bevaret, og med en ny forside får den snart endnu en gang nyt liv. Sikke en velsignelse.