By hårdt ramt af groft hærværk: Parkerede biler smadret med store sten
En serie af grov hærværk mod biler har i weekenden ramt Ølstykke, oplyser Nordsjællands Politi.
Anmeldelserne begyndte at tikke ind hos politiet søndag morgen klokken 08.47.
Første melding lød på, at der i nattens løb var udøvet hærværk mod en personbil, der havde holdt parkeret på Roarsvej. Der var kastet store sten igennem både for- og bagruden, ligesom det lignede, at vinduesviskeren på bagruden var forsøgt knækket af.
Klokken 09.23 blev det anmeldt, at en bil, der havde holdt parkeret på Hagbardsvej, ligeledes var blevet udsat for hærværk i nattens løb. Også her var både for- og bagrude blevet knust med sten, ligesom der også var lavet buler i kølerhjelmen og rammen til bagsmækken.
Klokken 10.02 blev der anmeldt et lignende forhold fra Skjoldsvej. Her havde bilen fået knust en siderude.
Ved middagstid indløb sidste anmeldelse. Det omhandlede en bil, der i nattens løb havde holdt parkeret på Bækkegårds Plads. Her var begge sidespejle revet af bilen, og den højre baglygte var blevet knust.
Kontakt Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger om nogle af de anmeldte hærværksforhold i Ølstykke.
jn