Udlænding standset på vej ind over grænsen: Havde 186 kilo narko gemt
Toldere har beslaglagt over 14 kilo kokain og 172 kilo hash i en varevogn
En 27-årig udenlandsk mand blev den 17. juli sidste år standset i sin varevogn på vej ind over den dansk-tyske grænse ved Kruså. Og det viste sig at være en rigtig god idé.
I mandens varevogn fandt man flere tasker, der var godt skjult i lastrummet. I taskerne lå 172 kilo hash og 14 kilo kokain vakuumpakket.
"Det er langt fra hver dag, vi har så stort et beslag på narkotikaområdet. I samarbejde med politiet har vi fokus på flere typer af euforiserende stoffer, ikke mindst kokain. Det var en konkret mistanke, der fik tolderne til at standse varevognen, og den mistanke viste sig at være velbegrundet," siger kontorchef i Toldstyrelsen, Henrik Pagh Kold, om det store narkobeslag.
Manden er nu blevet dømt ved Retten i Sønderborg. Dommen, der også omfattede indførsel af yderligere 40 kilo hash, lød på fængsel i ni år og udvisning for bestandigt, oplyser Toldstyrelsen.
jn