Fortsæt til indhold

Førerløs bil trillede 90 meter og ramte dagtilbud

Skuden Skram på Trøjborg blev onsdag eftermiddag ramt af en førerløs bil

Krimi
Christian Bundgaard, JP Aarhus

Onsdag eftermiddag ramte en sort Skoda dagtilbuddet Skuden Skram på Trøjborg. Ingen kom til skade ved ulykken.

Det oplyser vagtchef Flemming Lau fra Østjyllands Politi.

Årsagen til uheldet er ifølge politiet, at ejeren af bilen havde glemt at trække håndbremsen ved en parking på den relativt stejle Tordenskjoldsgade. Det resulterede i, at bilen trillede godt 90 meter ned af vejen, og til sidst kolliderede med dagtilbuddets facade.

Ifølge en medarbejder på dagtilbuddet nåede bilen op i høj fart inden sammenstødet.

Flere forældre var på tidspunktet for ulykken ved at afhente børn. Da man grundet de nuværende coronarestriktioner ikke må gå ind i daginstitutionen, befandt et par forældre sig foran indgangen, hvor bilen ramte.

De nåede at komme af vejen, og kun bygningen har taget lidt skade.