19-årig kørt på skadestuen efter uheld
To biler var tirsdag aften involveret i et uheld i den nordlige del af Aarhus
En 19-årig mand måtte køres til tjek på skadestuen, efter han tirsdag aften var involveret i et uheld i krydset, hvor Brendstrupgårdsvej og Randersvej mødes i Aarhus N.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Uheldet blev anmeldt klokken 22.46. En 42-årig mandlig bilist kom kørende ad Brendstrupgårdsvej og skulle svinge til venstre ad Randersvej, da han kørte ind foran en anden bil, hvor den 19-årige mand sad bag rattet. Han kom kørende fra modsatte side og skulle lige over i krydset.
De to biler stødte sammen med mindre materiel skade til følge.
Den 19-årige mand blev kørt til skadestuen for at blive tjekket, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politi, som valgte at sigte den 42-årige mand for ikke at overholde sin vigepligt.
jwh