Unge mænd forlod fest - den ene blev senere fundet livsfarligt kvæstet
To mænd er natten til lørdag kommet til skade, efter de forulykkede på en ATV i et sving på Høkerbakken i Stinesminde øst for Hobro, skriver nordjyske.dk.
De to mænd havde deltaget i en fest i området, men forsvandt pludselig fra stedet.
Omkring klokken 02.30 går man så ud for at lede efter dem, og her fandt man den ene person - den 21-årige mandlig fører - liggende ved den væltede ATV. Den anden person - en 19-årig mand - fandt man gående i området, fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
Den 21-årige mand er alvorligt kvæstet og meldes i livsfare, mens den 19-årige er mildere kvæstet. De pårørende er underrettet.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og ATV'en, og der er udtaget en blodprøve fra begge de unge mænd for at fastslå, om føreren var påvirket af alkohol under kørslen.
jn